Aalborgtårnet

Guide: 24 timer i Aalborg

Foto: Kjetil Løite

Aalborg har noget for alle og enhver. Her er vand, kultur og gastronomi, listige spisesteder, børnevenlige oplevelser og luksusovernatning. Så invitér hele familien med på tur, tag veninderne under armen, eller smut af sted med kæresten.

24 timer med børn

Surdejsbageren i Aalborg
Camilla Bonde Riis

Giv hele familien en god start på dagen hos Surdejsbageren i Teaterkvarteret. Her er der lidt for store og små – altså god kaffe og sødt bagværk – og de har børnevenlige åbningstider: man.-lør. kl. 7.30 og søndag kl. 8.

Aalborg Zoo
@diana_aud

Så skal der brændes krudt af i Aalborg Zoo eller Klatreparken, hvor I nemt kan bruge flere timer, indtil I smutter til Penny Lane og deler oplevelserne over salat, sandwich og kager. Eftermiddagen står på kreativitet hos Art by Me, hvor I kan male på keramik.

Familie på Aalborg Streetfood
Kjetil Løite

Aftensmaden kan f.eks. spises på Pincho Nation – verdens første app-restaurant med cirkustema og små retter, der passer perfekt til små maver, eller på Aalborg Streetfood i solskin ved vandkanten. Efter en dag med fuld fart på kan I kaste jer i de bløde dyner i familieværelset på det centrale og familievenlige Kompas Hotel.

24 timers kærlighed

Kunsten Museum of Modern Art
Destination NORD

Tag kæresten i hånden, og tag på tur i Aalborg. Efter en rolig start på Kunsten fuld af moderne kunst og kreativitet kan I få serveret sæsonens bedste råvarer på Brasseriet (husk at booke bord), inden turen går til havnefronten, hvor I kan slentre helt tæt på vandet.

Aalborg Havnefront - Jomfru Ane Park
Michael Damsgaard

De næste par timer nyder I på luksushotellet Pier 5 Hotel, hvor I får serveret drinks fra hotellets cocktailbar med udsigt til fjorden. Alternativt slentrer i langs Limfjorden i jeres helt eget tempo.

Comwell Hvide Hus Aalborg
Nicolas Cho Meier

Hen under aftenen skal I forkæles på Mortens Kro, hvor menukortet flyder over med fantastiske gourmetretter. Til at fordøje den store smagsoplevelse kan I passende svinge forbi det arkitektonisk smukke Musikkens Hus, eller tag forbi AKKC, og udforsk kulturcenterets nye koncept ’Drivhuset’, der båder byder på fællesspisninger, musik, comedy, talks og masser af hygge.

Afrund dagen hånd i hånd på Bar V på Hotel Comwell Hvide Hus, der serverer nogle af byens bedste cocktails – herfra er der heldigvis ikke langt til en blød seng, når trætheden melder sig. Den perfekte afrunding på en romantisk dag.

24 timers venindetid

Utzon center
Mette Johnsen

Brunch, design og udsigt går op i en højere enhed, når I starter dagen på Restaurant Jørn, der ligger i Utzon Center. Derfra slentrer I igennem den hyggelige Utzon Park og lander ved Friis Shoppingcenter, der sætter rammerne for en shoppeoplevelse ud over det sædvanlige. Her er alt fra fashion, nøje udvalgt interiør og et bredt sortiment af skønhedspleje. Når benene trænger til at blive hvilet, kan det passende gøres på Espresso House lige her i Friis Shoppingcenter.

rooftop
Mette Johnsen

Dagens frokost står på tapas, der nydes på en af Aalborgs bedste udsigtsposter: På Salling Rooftop med 360 graders view over by, land og vand. Derefter er det tid til at udforske det store udvalg af spændende butikker, der byder på kvalitetsvarer fra nogle af tidens største brands fra både ind- og udland. Sidste shoppe-stop er i Aalborg Storcenter med over 70 butikker, der ligger bare 15 minutters kørsel fra centrum. Den sidste bid af dagen foregår i North Urban Art Studio, hvor I bliver kunstnerisk forført af et sammensurium af kunst fra malere, street artists, fotografer, tatovører og keramikere.

Vaerft Cocktailbar
Familien Bühlmann

Fulde af nye input spiser I surdejspizzaer på Restaurant Fumo eller pescetariske retter på Restaurant Emil – to perfekte udgangspunkter for en sjov aften. Så er det videre til Pier 5 Hotel og baren Vaerft, hvor I får byens måske bedste cocktails, inden I suser videre til Café Ulla Terkelsen og dans under diskokuglen. Slut af på Radisson Blu, der altid leverer bløde dyner og god service – og husk at bestille morgenmad til dagen derpå.