Street art i Aalborg
Aalborg er en af Skandinaviens førende street art-byer, og i centrum kan du opleve mere end 80 værker, der ikke bare giver en wow-effekt – de giver også stof til eftertanke. Gå på opdagelse i byens store udendørs galleri.

”Vi mødes ved fisken, og så drejer du til højre nede ved drengen.” Er du lost? Det forstår vi godt, men en lokal i Aalborg ved præcis, hvad vi mener. Den imponerende street art er det seneste årti blevet en fastgroet del af byen, og i skrivende stund finder du over 80 værker.
Download Aalborg Street art kort

Street art er for alle
Hvis du planlægger en tur til Aalborg, så læs med her, hvor Lene Kirk gør dig klogere på street art og helt sikkert giver dig en stor appetit på at udforske Aalborgs udendørs galleri. God fornøjelse! Street art er blevet en del af Aalborgs helt særlige DNA, og Lene Kirk fortæller, at de lokale holder af og passer på værkerne: ”Når det så sker, at værker går til, og nye kommer, giver det sommetider et ramaskrig, for folk knytter sig til dem – og det er jo dét, kunst kan – den får os til at føle.” Derfor skal street art opleves i Aalborg – for den er ikke kun for dem, der kan lide at gå på museum eller tage på galleri. Den er for alle.
Brug din smartphone som guide til byens street art med Explore AalborgHvordan er Street Art værkerne blevet til?
Der er flere bidrag til de flotte street art værker. Langt de fleste værker er blevet skabt igennem projekterne "WEAART" og "Out in the Open". Projektet WEAART har fra 2014 til 2019 været med til at skabe 40 Street Art værker. WEAArt er et privat initiativ skabt af Lars Bonde og Mads Mulvad. Projektet Out in the Open har siden 2013 været med til at skabe Street Art værker. Initiativtager bag ’Out in the Open’-projektet, galleriejer Lene Kirk, fortæller, at der alene i foråret 2023 kommer hele 10 nye til.
”Street art tager temperaturen på vores samfund, som det er lige nu (...) Det vigtigste for en street art-kunstner er nemlig, at deres værk giver mening for de mennesker, der bor og lever her.”Lene Kirk
Det kan man roligt sige, at den gør. Lene Kirk fortæller blandt andet om tyske Case Maclaims værk fra 2020, ’Carnival Is Cancelled’, som han lavede, netop som Aalborg karneval blev aflyst for første gang nogensinde på grund af corona.

Verdens største – lige rundt om hjørnet
KIRK Gallery på Danmarksgade 8 er et oplagt sted at starte din street art-tour, for lige rundt om hjørnet, på Christiansgade 1A, finder du fx et værk af den verdenskendte kunstner Alexandre Farto også kaldet Vhils, der hugger sine motiver ud i murværk. Og på Helgolandsgade 18 tæt på bliver du blæst bagover af Conor Harringtons kæmpemæssige gavlmaleri, der kun tog ham tre dage at lave.
Så vil du opleve samtidskunst i sin reneste form og opleve de forskellige værker, både af lokale, uetablerede og nogle af de største internationale gavlmalere, så er det i Aalborg.







