©  Foto:

Vandrerute: Fra Skagen til Sæby på 4 dage - 56 km

På denne smukke vandretur på ca. 56 km langs Nordsøstien bevæger du dig fra Skagen ned mod charmerende Sæby. På vandreturen vil du opleve at gå langs stranden, gennem skov og i åbent landskab. På ruten er det muligt at finde overnatningssteder i de byer, hvor ruten gør stop.

Længde: 56 km
Dage: 4 (3 dage med vandring)
Rute: Nordsøstien
Stop på ruten: Skagen, Hulsig, Strandby, Sæby
Transport til og fra: Du kan komme med offentlig transport fra Aalborg til Skagen. Ved slutpunktet i Sæby er det muligt at tage bus tilbage til Skagen eller direkte til Aalborg.

Dag 1 – Ankomstdag, Skagen
På ankomstdagen er der mulighed for at tage ud og opleve Skagens ikoniske seværdigheder og helt unikke natur. Det kan f.eks. være en tur ud til Grenen, hvor Skagerak og Kattegat mødes, og bølgerne kulminerer med hinanden. Derudover findes der mange gode spisesteder i Skagen – og hvis du vil have en grønnere oplevelse i fokus, kan du gå efter et sted med det Økologiske Spisemærke.

Forslag til overnatning i Skagen
Oplev Skagen

Dag 2 – Skagen til Hulsig (ca. 12 km)
Første dag med vandring byder ikke på så mange kilometer, men et udfordrende underlag. Det meste af ruten er nemlig langs stranden, hvor der er mulighed for at hoppe i vandet og tage en dukkert. En stor del af dagens strækning er et Natura 2000-område, hvilket betyder, at det er et område med fokus på at bevare og beskytte natur, dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske.

Forslag til overnatning i Hulsig

Dag 3 – Hulsig til Strandby (ca. 23 km)
Denne dags vandring byder på naturoplevelser inde i landet. Her bevæger du dig gennem skov, åbent landskab, hyggeligt sommerhusområde, Hvideklit og forbi søer. Som på foregående dag, vil du også opleve at gå igennem et Natura 2000-område.

Forslag til overnatning i Strandby

Dag 4 – Strandby til Sæby (ca. 21 km)
Sidste vandredag på denne rute bevæger sig langs kysten i varieret terræn. Fra Strandby bevæger ruten sig langs stranden, forbi Palmestranden og ned gennem Frederikshavns kystlinje. Her er der mulighed for at bevæge sig lidt væk fra ruten og ind i Frederikshavn by for at spise en lækker frokost. For det grønnere frokostvalg kan du kigge efter det økologiske mærke. Efter Frederikshavn fortsætter ruten langs kysten ned til Sæby i et flot åbent landskab med udsigt til marker og hav. Ved ankomst i Sæby har du mulighed for at tage offentlig transport tilbage til Skagen eller videre til f.eks. Aalborg.

Forslag til overnatning i Sæby
Oplev Sæby