Offentlig transport
NT - Nordjyllands Trafikselskab - tilbyder både busser og tog til en stor del af de turistattraktioner og byer, du gerne vil besøge på ferien i Nordjylland. På rejseplanen.dk finder du ruter og afgangstider, og på NT’s billet-app NT Billet kan du købe billetter, der gælder til både bus og NJ-tog. Endelig kan du, hvis du har aftalte penge, betale kontant i bussen, eller vælge at benytte det landsdækkende Rejsekort.
Med offentlig transport kan du slappe af og være sammen med familien uden at skulle bekymre dig om trafikken. Og skulle I beslutte at nyde et lille glas til frokost, kan I tage bussen hjem igen med god samvittighed.
Hvis bussen enten ikke kører på det tidspunkt, hvor du har behov – eller ikke kører helt hen til det sted, du skal hen – har NT en særlig service, Flextrafik, hvor du kan bestille en Flextur fra A til B eller bestille en Plustur via rejseplanen.dk, hvis du skal længere ud end stoppestedet rækker til.