Enjoy Nordjylland
Tre mennesker som kigger ned på vandet i havnen

Udviklingsplan Jyllands Østkyst

Foto: Kjetil Løite

Projektet har givet tilsagn om støtte til fem stedsspecifikke strategisk-fysiske udviklingsplaner langs den jyske østkyst:

- Kattegatkysten (Aalborg, Mariagerfjord og Brønderslev kommuner) 
- Himmerlands Vestkyst (Vesthimmerlands Kommune) 
- Naturpark Randers Fjord (Randers Kommune) 
- Fjellerup & Bønnerup (Norddjurs Kommune) 
- Kalø Vig (Syddjurs Kommune)

Nøgletal for Jyllands Østkyst

Hvem står bag projektet?

Projektet er støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Realdania, Dansk Kyst- og Naturturisme og de 13 kommuner i geografien, som her kaldes Jyllands Østkyst. De 13 kommuner er: Aalborg, Brønderslev, Frederikshavn, Læsø, Vesthimmerland, Mariagerfjord, Aarhus, Silkeborg, Favrskov, Viborg, Randes, Norddjurs og Syddjurs kommuner.

Projektet er et gensidigt forpligtende og tæt samarbejde mellem destinationsselskaberne Destination Nord, Destination Himmerland og VisitAarhus, der til sammen dækker de 13 kommuner i geografien fra Frederikshavns Kommune i nord til Aarhus Kommune i syd.

Destination Nord er ansvarlig for driften af projektet i et tæt samarbejde med Destination Himmerland og VisitAarhus.

Hele østkyst-geografien fra Frederikshavns Kommune i nord til Sønderborg Kommune i syd dækker over 24 kommuner. De 10 sydlige kommuner er ikke en direkte del af projektet, men deltager som observatører. De 10 sydlige kommuner udarbejder i 2024-2026 deres egen udviklingsplan og egne strategisk-fysiske udviklingsplaner, så vi til sidst står med en fuldendt plan for hele geografien.

Projektets to overordnede faser

Projektet har to overordnede faser.

fase 1 sætter vi sammen retningen for hele projektet. Her defineres udviklingsprincipper for Jyllands Østkyst, og vi udarbejder sammen to overordnede udviklingsplaner. Én for de nordlige kommuner (Aalborg, Brønderslev, Frederikshavns, Læsø, Mariagerfjord og Vesthimmerlands kommuner) og én for de sydlige kommuner (Norddjurs, Syddjurs, Aarhus, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Randers kommuner). De to udviklingsplaner sætter rammerne og viser potentialer for den rekreative og turismemæssige udvikling i de kommende år. Det er også i denne fase, at vi sammen udpeger – på baggrund af et grundigt screeningsarbejde – hvilke udviklingsområder, der har særligt potentiale for positiv og bæredygtig turismeudvikling.

Fase 2 er konkrete strategisk-fysiske udviklingsplaner for op til seks udpegede udviklingsområder. Områderne kan både være fysiske/geografiske områder og tematiske områder. Et geografisk område kan være et særligt geografisk område med særlig natur, kultur og bebyggelse, som har tiltrækningskraft for lokale og turister. Et tematisk område kan være et tema, der går på tværs af geografier som eksempelvis Hærvejen eller Gudenåen. Eller et helt tredje tema.

Projektets proces i overblik

Vi har delt projektet op i syv overordnede milepæle:

Milepæl 1: Opstart med udbudsproces med videre (2023)

Milepæl 2: Screening og analyse (2024)

Milepæl 3: Fælles vision og udviklingsprincipper (2024)

Milepæl 4: Udviklingsplan Nord og Udviklingsplan Midt inkl. udpegede områder med potentialer (2025)

Milepæl 5: Godkendelse og plan for implementering af udviklingsplanerne (2025)

Milepæl 6: Udvikling af strategisk-fysiske udviklingsplaner for de udpegede geografiske eller tematiske områder (2025-2026)

Milepæl 7: Lancering af de stedsspecifikke strategisk-fysiske udviklingsplaner (2026-2027) 

Hele processen ledes af en styregruppe og en koordineringsgruppe med repræsentanter for projektets væsentligste interessenter, herunder kommunerne langs Jyllands Østkyst.
 

Baggrund for projektet

Siden 2018 er der i Danmark udarbejdet fem udviklingsplaner for større geografier, nemlig

  1. Udviklingsplan for Vestkysten fra 2018 og revideret i 2021
  2. Udviklingsplan for Sjælland og øerne (fra 2020)
  3. Plan for udvikling af turismen – Region Hovedstaden (fra 2020)
  4. Udviklingsplan for turismen på Bornholm (fra 2022)
  5. Udviklingsplan for Fyn og Øerne (fra 2024)

Udviklingsplanerne sætter retningen for udviklingen af rekreative muligheder og turismen i de nævnte områder. Under hver udviklingsplan sættes der fokus på enkelte geografier med større potentiale for positiv og bæredygtig udvikling. Eksempelvis er der udarbejdet 15 strategisk-fysiske udviklingsplaner langs Vestkysten (fx er der udarbejdet en udviklingsplan for Blokhus-Løkken).

Arbejdet med udviklingsplaner og strategisk-fysiske udviklingsplaner i hele Danmark er en ny måde at arbejde med strategisk planlægning for rekreation og turisme. Med de nye planer skabes der et nyt helhedsorienteret blik på strategisk-fysisk planlægning, som understøtter en bæredygtig og balanceret udvikling af rekreative områder og turismen. Arbejdet med en udviklingsplan for Jyllands Østkyst skal derfor ses i et større nationalt perspektiv for at højne kvaliteten i rekreation og turisme uden at gå på kompromis med miljø, natur og lokale hensyn.

Kontakt angående Udviklingsplan Jyllands Østkyst

Projektets bidragsydere

Projektets partnere