Enjoy Nordjylland
Destination NORD logo

Naturpark Randers Fjord: Den hemmelige fjords potentialer

Randers har med sin placering i det blågrønne bånd potentiale for at blive et naturligt mødested for natur- og friluftsturisme, hvor den smukke forbindelse mellem Søhøjlandet, Gudenåen, Randers Fjord og Djursland forenes i et sammenhængende, oplevelsesrigt landskab.

Randers Kommune vil styrke og udvikle sine unikke ressourcer for at skabe et attraktivt og bæredygtigt turistmål, der året rundt tiltrækker besøgende og profilerer Randers som stedet, hvor byen møder vandet og naturen.

Den strategisk-fysiske udviklingsplan for Naturpark Randers Fjord skal skabe sammenhæng og synlighed i naturparken samt konkretisere forslag til fysisk udvikling, investeringsfremme og turismeudvikling af mikrodestinationer. Planen arbejder med at udvikle en tydelig, samlende identitet for Naturpark Randers Fjord samt nedslag i tre mikrodestinationer langs fjorden (Udbyhøj, Mellerup og Uggelhuse) og at skabe større sammenhæng mellem mikrodestinationerne – både fysisk og visuelt.

Målet med den strategisk-fysiske udviklingsplan er at udvikle en sammenhængende, bæredygtig og attraktiv plan for Naturpark Randers Fjord. Planen skal: 

  • Styrke områdets særkender og identitet
  • Øge turismepotentialet 
  • Forberede for investeringer i differentieret overnatningskapacitet
  • Understøtte erhvervsudviklingen
  • Skabe grundlag for investeringer i infrastruktur, rekreative faciliteter og branding.

Udviklingsplanen rækker fra Flodbyen i Randers som kraftcenter til Udbyhøj ved Kattegat.

Tid og budget

I løbet af 2026 skal projektet gennem analyser og dialog med centrale, lokale aktører give et stærkt bud på, hvordan Naturpark Randers Fjord kan udvikle sig og tiltrække investeringer inden for turisterhvervet.

SFU Naturpark Randers Fjord har et samlet budget 900.000 kr. og er finansieret af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Realdania og Randers Kommune. Der er ikke budget til fysiske anlæg, men planen skal skabe grundlaget for at søge finansiering og styrke samarbejdet på tværs. 

Randers Kommune er projektejer og varetager projektledelsen. 

Den strategisk-fysiske udviklingsplan for Naturpark Randers Fjord er en del af projektet Udviklingsplan Jyllands Østkyst, som du kan læse mere om her.