Udenfor Skagenkontoret i Havnemesterboligen

Skagen byder gæsterne velkommen

4.6.2021
Foto: Destination Nord

Destination Nord har åbnet kontor i den tidligere havnemesterbolig på Vestre Strandvej i Skagen. Herfra er vi klar til at tage imod både feriegæster, samarbejdspartnere og andre. 

Destination NORDs Skagen-kontor er nu taget i brug og befolkes til daglig af vores dygtige medarbejdere. Kontoret vil fungere som turistinformation i de perioder, hvor der er flest gæster i Skagen, og suppleres med en stærk digital tilstedeværelse og ”turistengle” på cykler, som vil opsøge gæsterne der, hvor de er, og tilbyde både hjælp og inspiration. Turistenglene vil være at finde i Hals, Aalborg, Skagen, Frederikshavn og Sæby. 

Fra 21. juni til 31. august vil kontoret være åbent for turister. 

Vi er meget stolte af vores nye kontor her i Skagen, som vi selv synes er blevet utroligt flot. Det bliver spændende at gå den første sommersæson i møde, og vi glæder os meget. Vi har allerede haft vores første åbningsperiode og haft lejlighed til at gøre os nogle erfaringer med, hvad der fungerer bedst. Så vi er helt klar til at tage imod gæsterne i højsæsonen, siger Anne-Grethe Kramme, som er Business Development Manager og ansvarlig for gæsteservice i Destination Nord. 

Det er utroligt vigtigt for os, at vi ikke kun er tæt på feriegæsterne, men også på vores samarbejdspartnere i erhvervet, og at have et åbent og levende kontor i nærmiljøet. Så alle er bestemt velkomne, og vi har meget høje ambitioner om den service, vi vil levere. 

Anne-Grethe Kramme er blot ét af de ansigter, man vil kunne møde fast på kontoret. Hun får nemlig i det daglige selskab af forretningsudvikler Line Boel. Derudover vil den historiske bygning fungere som åben arbejdsplads for destinationens forskellige medarbejdere inden for erhvervs-, storby- og kysturisme. 
 
I tillæg til gæsteservice vil kontoret i Skagen også være centrum for forskellige udviklingsprojekter, der skal bidrage til at forløse destinationens store iboende potentiale. 

Rekrutteringen af supplerende medarbejdere, både til bemanding af turistkontoret og til at agere turistengle på cykel, er i fuld gang.