10. apr. 2024
Erhvervsturister vil have ”watercooler moments”
Jesper Grenaa fra det nationale organ for møde- og erhvervsturisme, MeetDenmark, fortalte om en markedsanalyse, der stiller skarpt på trends og tendenser i kølvandet på coronaen. Han blev flankeret af Helle Gehrt Winther fra Aalborg Convention Bureau.

Markedsanalysen fra MeetDenmark bygger på hele 35 trendrapporter fra perioden 2019-2023 og identificerer 12 trends samt 3 megatrends.
De tre megatrends er:
- Mere værdiskabelse
- Mere fleksibilitet
- Mere bæredygtighed
Værdiskabelse
Med værdiskabelse mener man bl.a., at konferencedeltagere efterspørger mere networking, og at møder mellem mennesker faciliteres på smarte måder, der fremmer samtalen og videndelingen. Med andre ord: flere ”watercooler moments”, hvor inspirerende udveksling sker i mere eller mindre tilfældige møder.
Derudover skal værdiskabelsen udmønte sig i et godt fagligt udbytte, for at det er relevant at bruge ressourcer på at deltage i en konference. Deltagerne vil involveres, være aktive frem for passive, og så skal der kobles lokale oplevelser på, som optimerer den kulturelle udveksling.
Fleksibilitet
Behovet for mere fleksibilitet bunder i et behov for at være konkurrencedygtige i Danmark, når det kommer til tiltrækning af internationale konferencer og events. Som Jesper sagde: ”Hvis det står mellem Danmark og Abu Dhabi, så vinder vi nok ikke pga. vejret”.
Destinationer og eventarrangører i Danmark skal derfor helt op på tæerne og udnytte, at vi er dygtige til logistik, digitale værktøjer og planlægning. Aftrækket på store events bliver nemlig kortere, præcis ligesom feriehusbookingerne. Det er simpelthen en trend, der også gør sig gældende for mødeturismen. Her skal vi stå klar til at gribe mulighederne, når de byder sig.
Bæredygtighed
Den sidste trend handler om stigende fokus på klima-, miljø- og samfundsmæssige hensyn i møde- og erhvervsturismen. Mange virksomheder og offentlige organisationer arbejder i dag med konkrete mål, rapporteringskrav og certificeringer, som påvirker deres valg af møder, konferencer og events.
Læs hele markedsanalysen fra MeetDenmark og dyk ned i de 12 trends her
Jesper Grenaa blev i øvrigt flankeret af Helle Gehrt Winther fra Aalborg Convention Bureau, som fortalte om det nye koncept ”UMAGE”, hvor de små lokale historier flettes sammen i en større fortælling som modsvar på netop de efterspørgsler og trends, som MeetDenmark-analysen afdækker.
Derudover gav hun en status på arbejdet med at positionere Destination NORD internationalt med udgangspunkt i regionens styrkepositioner inden for energi-, klima- og miljøteknologier samt ambitionen om at tiltrække flere møder, konferencer og faglige delegationer til området. Det kan du læse mere om her





