©  Foto:

Kongerslev Kirke

Kongerslev Kirke beliggende i Sønder Kongerslev Sogn er oprindelig indviet til Vor Frue. Kirken er bygget af granitkvadre i klassisk romansk stil, og den gamle kirkeklokke bærer en spændende indskrift.

Kirkeskibet samt koret er opført i granitkvadre efter romansk stil. De oprindelige vindurer og alle spor af syddøren forsvandt efter en omsætning af murerne i 1500-tallet. Det ottekantede tårn er fra 1590’erne. Tårnet er bygget af kvadersten og teglsten.

Efter at staten solgte kirken til Lindenborg, som efterfølgende solgte kirken videre til ejerne af Kongstedlund blev kirken selvejende i 1914.

Kirkens indretning er præget af en lang række gamle og bevaringsværdige artefakter, hvilket blandt andet viser sig ved altertavlen fra 1597 og døbefonten, der kan dateres tilbage til 1400-tallet.

Kirkeklokken

På den gamle kirkeklokke, som er fra slutningen af 1400-tallet, findes indskriften ”Help ghot unde maria unde sunteio hannes” – Hjælp Gud og Maria og hellige Johannes. På klokkelegemets øverste del findes desuden et relief som forestiller Skt. Mauritius stående i en skrævende stilling med kappe, rustning og en glorie på hovedet. I hans højre hånd holder han en lanse med fanen og i venstre hånd et skjold.

Kongerslev Kirke giver på den måde et indtryk af at være yderst velbevaret og er uden tvivl et besøg værd.