
Den gemte bro ved Nymølle Bæk
En historisk vejkiste fra omkring år 1600, der i 2020 blev genfundet under den nuværende vej. Den gemte bro fortæller om transport og håndværk i renæssancens Vendsyssel - midt på Hærvejen.
Lige syd for Kvaderstensbroen ved Nymølle Bæk ligger den gemte bro, en gammel vejkiste bygget af store granitsten omkring år 1600. Den fungerede som overgang over det våde terræn, indtil den i midten af 1900-tallet blev dækket af den nye vej. I 2020 blev broen genfundet og gjort synlig igen.
Vejkisten har i flere hundrede år været et vigtigt overgangssted for datidens rejsende og bønder. Ligesom Kvaderstensbroen kan den have været anlagt på initiativ af Ingeborg Skeel til Voergård, der stod bag mange af områdets vejanlæg og glashytter i renæssancen.
Den gemte bro ligger i den fredede natur omkring Nymølle Bæk - et 70 hektar stort område med kilder, ellesumpe, eng og skov. Her følger Hærvejen dalbunden, og du kan gå både den grønne (3 km) og den gule (4 km) rundtur forbi lokaliteten.
Praktisk information:
Adgang til fods via trampestier (tilladt kl. 6.00–solnedgang)
Parkering ved Tværhøjvej / Nymøllevej
Hunde, cykling og ridning ikke tilladt
Området er fredet og privat ejet – adgang på eget ansvar
Tobaksrygning forbudt 1. marts–31. oktober
Åben ild forbudt hele året