Pikkerbakken i Frederikshavn

Turismen med rekordforår!

15.6.2022
Foto: Kjetil Løite

Overnatningstallene for april måned er lige tikket ind fra Danmarks Statistik og de viser historisk høje overnatningstal. Forårets stigning i turister overstiger selv de mest positive forventninger i branchen og tegner godt for den forestående højsæson.

I årets første 4 måneder har der været 498.000 overnatninger samlet i Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø kommuner. Det er en stigning fra normalåret 2019 på 14,25% (62.000) og er en historisk rekord:

”Ja, det er i sandhed en glædens dag og overgår vores vildeste forventninger. Vi har naturligvis godt kunne mærke at smilene blev bredere og bredere i branchen, men nu har vi det sort på hvidt”, udtaler en glad direktør for Destination NORD Tonny S. Thorup.

Turismen trodser Ukraine-konflikten

Turismebranchen var knap kommet ud af coronaens klør førend Ukraine-konflikten påvirkede rejsemønstre, privatforbrug og ikke mindst brændstof- og energipriser. I de første måneder var der en bekymring for at danskerne i meget stort omfang ville tage på udlandsferie og at det ville betyde at de danske gæster ville mangle i det nordjyske:

”Vi har fortsat en stor stigning i antallet af danske gæster i vores destination og det tegner godt for sommersæsonen. Vi har da reelt været bekymret for at Nordjylland blev tømt for danskerne der i stedet tog til Sydens sol og varme, men det ser ud til at inflationen og især de stigende brændstof- og flypriser har betydet at toppen er taget af iveren for at komme til Sydeuropa. Det er naturligvis positivt for os”, konstaterer Tonny S. Thorup.

Frederikshavn topper kurven

Der blev sat historisk overnatningsrekord i 2022 i Frederikshavn kommune og på Læsø og den positive udvikling fortsætter i årets første 4 måneder og i april med 130.379 overnatninger i Frederikshavn Kommune. En stigning med over 25.000 overnatninger og samtidig er der fine booking-tal i maj og juni, der bakkes op af meget positive takter fra Læsø.

Positive tal i Aalborg og en proppet eventkalender

Der er holdt et rekordantal møder og konferencer i Aalborg i foråret og det afspejles i den grad i høj aktivitet på mødevenues og hotellerne. Samlet set stiger overnatninger fra 68.816 i 2019 til 83.209 i april og det vel at mærke på et turismesegment af erhvervsfolk, som typisk har et døgnforbrug på over 3.000 kr. De mange erhvervsgæster er blevet suppleret af en række events som Aalborg Karneval, koncerter og sportsarrangementer, der alle har ”skæppet godt i kassen”. 
Hertil kommer at man kigger man ind i en proppet eventkalender med DM-ugen, Nibe Festival, Tall Ships Races og en lang række koncerter, som giver anledning til at se optimistisk på de kommende måneder.

Fremgang på alt fra camping til sommerhus

Hoteller og feriecentre står for den største fremgang, men på trods af et lidt skiftende forårsvejr har der også været stor søgning til campingpladserne og sommerhuse, så den positive bølge fra sidste år fortsætter over en bred kam i hele destinationen.

Tyskerne strømmer fortsat til og Pas-krise i Norge

Der har været investeret hårdt i markedsføring i Norge og Tyskland og lige fra påsken har nordmændene strømmet til fra Skagen til Aalborg. Niveauet af nordmænd er ikke helt på niveau med 2019, men tallene bliver bedre og bedre:

”Vi ved at nordmændenes lyst til at komme til Nordjylland er stadig stigende og 20% af nordmændene forventer at holde ferie i Danmark inden for de næste 12 måneder og Nordjylland er fortsat deres mest foretrukne rejsemål. Samtidig er der opstået en pas-krise i Norge, hvor ca. 500.000 af nordmændene står uden gyldigt pas og ikke kan nå at få det fornyet inden sommerferien. Det påvirker et stort antal norske familier. Det er naturligvis træls for dem, men gode nyheder for os fordi vores broderfolk har mulighed for at komme til Danmark uden pas. Det vil vi naturligvis udnytte”, udtaler Tonny S. Thorup med et smil på læben og fortsætter:
”tyskerne bliver samtidig ved med at strømme til vores sommerhuse og campingpladser. Så alt i alt ser det ud til at vi rammer en balance mellem at flere danskerne end vi har regnet med bliver i Danmark, samtidig med at vi formår at tiltrække vores normale nærmarkedsgæster fra Norge, Tyskland og Sverige. Hvis det hele går op i en højere enhed, så ser vi ind i et rekordår og ikke kun et rekordforår”.


For yderligere information, kontakt venligst:

Tonny Skovsted Thorup, Destination NORD, tlf. 22 26 55 49, tonny@destination-nord.dk

Om Destination NORD:

Destination NORD er sammen med de øvrige 18 destinationsselskaber i Danmark sat i verden for at arbejde professionelt med turismefremme og dermed skabe omsætning og jobs inden for turisme- og oplevelsesøkonomien. Destination NORD er destinationsselskabet for Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg Kommuner.