Enjoy Nordjylland
Destination NORD logo
Nyheder

28. maj 2026

Bliv frivillig lokal ambassadør i Sæby

Brænder du for Sæby, og elsker du at møde nye mennesker? Så har vi brug for dig som en del af vores nye lokale frivillige ambassadørkorps!

Sæby Vandmøllen
Foto: NoWonder

I samarbejde mellem Sæby Erhvervsforening, Sæby Handelsstandsforening, Destination NORD og Ældresagen styrker vi værtskabet i byen over sommeren. Målet er at give turister en varm velkomst, og invitere dem ind i det, der gør Sæby helt særligt: fællesskab, nærvær og lokalt kendskab.

Hvornår?

I Perioden 25. juni – 20. september

I drømmescenariet bemander vi: Torsdag – søndag kl. 12:00–16:00 Hver vagt varer 4 timer inkl. pause.

Det forventes, at man kan tage min. 2 vagter pr. måned – men du bestemmer selv, hvor ofte du vil være med. Vi tilpasser selvfølgelig efter, hvis du skal holde ferie, til fødselsdag eller lignende. 

Hvor foregår det?

Vi ønsker to lokale ambassadører på vagt ad gangen:

  • En på Torvet
  • En på Havnen

Pier2 og Vinuniverset tilbyder de frivillige en kop kaffe/te/vand to-go hvis de har lyst og tid i deres arbejdstid.

Som frivillig får du udleveret:

  • Ambassadørtøj
  • Bykort og materiale
  • Beachflag

Vi tilbyder også en opstartssamling, så du lærer de andre at kende, og en afslutningsmiddag som tak for din indsats.

Hvem søger vi?

Dig, der:

  • elsker at tale med mennesker
  • holder af Sæby og gerne deler dine egne tips
  • enten kan lidt dansk/engelsk/tysk – eller har lyst til at øve dig
  • ønsker at gøre en forskel for både byen og gæsterne

Man behøver ikke være ekspert i Sæbys historie. Hvis du vil genopfriske din viden eller besøge nogle af stederne, arrangerer vi små oplæringskurser.

Hvad laver en lokal ambassadør?

Du er byens smil og imødekommende ansigt overfor gæsterne:

  • fortæller om oplevelser, seværdigheder og gode lokale stede
  • viser vej og svarer på spørgsmål
  • deler bykort og inspiration
  • hjælper turisterne til en god og tryg oplevelse
  • skaber god stemning i gadebilledet

Det vigtigste er ikke fagviden – men nærvær og nysgerrighed.

Er du nysgerrig på at høre mere?

Deltag til infomøde d. 10. juni kl. 16:30-18:00 hos Vinuniverset Norhvin. Vi giver lidt til ganen, du må derfor meget gerne tilmelde dig her.