Hvor finder jeg handicaptoilettet? Har byen en god café? Hvad synes du, jeg skal opleve? Spørgsmålene har været mange, og nysgerrigheden høj hos Sæbys turister sommeren over. Det fortæller de mange frivillige, som har skiftedes til at stå klar med guidning og gode historier.
En af dem er Margit Isaksen, som nyder at kunne gøre noget godt for Sæby ved at trække i den røde ambassadørtrøje:
- Turisterne virker meget taknemlige, når vi henvender os til dem. Så jeg håber, at vores hjælp giver dem lyst til at blive lidt længere i Sæby. Jeg hjalp for eksempel to norske par, hvoraf to af dem var blinde, og jeg foreslog dem oplevelser, hvor de kun skulle gå en kort distance. Så nu vil de gerne komme igen næste år, fortæller en glad Margit Isaksen.
Sæbys erhvervsliv godt tilfreds med ordningen
Det er Sæby Erhvervsforening, Sæby Handelsstandsforening, Ældresagen og Destination NORD, der er initiativtagere til ambassadørkorpset. Ønsket har været at styrke fortællingen om Sæbys unikke historie og helt særlige stemning. Og de frivillige er i dén grad med til at løfte opgaven, fortæller Nikolai Ronne fra Sæby Handelsstandsforening og Rune Dam Dyhr fra Sæby Erhvervsforening samstemmigt.
- Sæby oplever flere og flere turister fra år til år. Her spiller vores ambassadørkorps en stor rolle. Vi skal tage godt imod vores gæster, være gode værter og vise Sæby frem fra den bedste side. Det gør vi ved at guide turisterne til gode oplevelser, uanset hvad de efterspørger. Hvem er bedre til det end lokale ildsjæle, som stolt viser deres by frem?, siger Nikolai Ronne, mens Rune Dam Dyhr supplerer:
- Flere gæster virker umiddelbart overrasket, når de bliver kontaktet af vores frivillige, men alle lyser op, når de får gode råd og vejledning til, hvad de med fordel kan bruge deres ferie på.
Sabine Lyckegaard fra Destination NORD, som har organiseret netværket, er også rigtig godt tilfreds med det nye tiltag:
- Tanken bag ambassadørkorpset har været at tilbyde noget, som ikke kan findes i en brochure eller på en hjemmeside. De frivillige er lokale ildsjæle med et stort kendskab til byen, dens historie og de oplevelser, den rummer, og vi tror på, at den lokale forankring gør en forskel for mødet med vores gæster. De har ydet en imponerende indsats, og vi er meget taknemmelige for deres engagement, afslutter Sabine Lyckegaard.
Efter succesen fortsættes ordningen med frivillige ambassadører i 2027.
For mere information, kontakt venligst

Sabine Lyckegaard
Manager, Gæstekommunikation & webredaktør

