Arena Nord I Frederikshavn

Møde- og erhvervsturismen buldrer derudaf

30.3.2023
Foto: Arena Nord

Erhvervsturister, dvs. tilrejsende, der skal medvirke i møder, konferencer eller store sportsevents, udgør en væsentlig andel af turismen i særligt Aalborg og i Frederikshavn.

I hele Destination NORD udgør erhvervsturismen ca. 25 %. Heraf ligger 70 % i Aalborg Kommune og 25 % i Frederikshavn Kommune. Dermed er erhvervsturismen helt afgørende for en stor del af turismeerhvervet, herunder hoteller, restauranter og mødevenues.

Og det går godt for erhvervsturismen i Destination NORD. Det kan aflæses i tallene.

I hele Destination NORD var hotelovernatninger i forbindelse med erhvervsrejser på index 113 i 2022 sammenlignet med 2019. Det er rigtig gode nyheder efter to magre år og vidner om, at der er større efterspørgsel end nogensinde på at holde møder, konferencer og kongresser. Det mærkes særligt i Frederikshavn Kommune, hvor der var 48 % flere erhvervsovernatninger i 2022 end i 2019.

- Der blev talt en del om ”ketchup-effekten” i første halvår af 2022, altså om den stigende erhvervsturisme blot var et udtryk for udskudte møder og events, og at den måske ville aftage igen. Det ser ikke ud til at være tilfældet. Tværtimod er der stadig en acceleration i den store maskine, som erhvervsturismen er, dels fordi nogle af de store events planlægges meget lang tid i forvejen, dels fordi der er et stort behov og meget at mødes om, siger Head of Convention i Destination NORD, Kent Kordt Röder.

Erhvervsturismen omfatter også sportsevents, og der blev afviklet flere store i Destination NORD i 2022, fx Idrætsmødet i Aalborg og VM i ishockey for kvinder i Frederikshavn. I pipeline er endnu flere, bl.a. VM i U19 Floorball, DM-ugen ’23 og meget mere.

Erhvervsovernatninger 2019 2020 2021 2022
Destination NORD 438.564 262.468 337.678 494.612
Frederikshavn Kommune 103.427 89.716 97.452 153.214
Aalborg Kommune 307.373 161.553 229.298 325.063