Salling Rooftop view

Manglen på udenlandske turister rammer erhvervet hårdt

14.12.2020
Foto: Lasse Bruhn

2020 har ikke været let for turismebranchen, som på tværs af landegrænser har været hårdt ramt af rejserestriktioner.

Det har man også mærket i Destination Nord, der konkret oplever en samlet nedgang i destinationens overnatningstal på hele 10,5 procent fra 2019 til 2020.

Det er i høj grad de skandinaviske og amerikanske gæster, som Destination Nord har måttet se langt efter i år. Antallet af norske og svenske gæster er nemlig faldet med henholdsvis 65 og 73 procent siden 2019. 

- Nedlukninger og rejserestriktioner har haft stor konsekvens for turismeerhvervet i Destination Nord. Det har blandt andet har medført, at vi har manglet den sædvanlige tilstrømning af udenlandske turister, som normalt tegner sig for omkring 44 procent af destinationens samlede turismeomsætning. Det kalder derfor på en ekstraordinær indsats, der på kort og længere sigt kan bidrage til at få gæsterne tilbage og det nordjyske brand reetableret, lyder det fra Tonny Skovsted Thorup, som er direktør hos Destination Nord.

Regeringen har netop bevilliget 5 mio. kr. til en særlig turismeindsats, som skal styrke markedsføringen af Nordjylland og dermed sparke gang i turismen.

Hotelbranche i knæ

Nedgangen i antallet af overnatninger skyldes især, at destinationens hoteller og feriecentre oplever et samlet fald på 35 procent og et fald i belægningsprocenten på knap 30 procent fra 2019 til 2020. Den største nedgang oplevede man i april, da Danmark lukkede ned grundet corona. Her styrtdykkede antallet af overnatninger på hotellerne i Aalborg for eksempel med hele 89 procent.

Til gengæld har man hos Destination Nord oplevet en stigende interesse for sommerhusferie under coronakrisen, hvor områdets feriehuse modtager flere gæster end nogensinde før.

- Corona har i høj grad fået turisterne til at søge mod byens feriehuse, hvor der er rig mulighed for at holde afstand og få frisk luft. I Destination Nord har vi det seneste år oplevet en stigning på 15 procent i antallet af overnatninger i feriehuse i perioden fra januar til september, og vi forventer at denne tendens fortsætter ind i næste år, slutter Tonny Skovsted Thorup.