EEN 2024 i Aalborg

Mere inkluderende møder og konferencer

Foto: Maria Ellermann

Se, hvad du som konferencevært kan sætte i værk for at gøre dine arrangementer mere tilgængelige – ved at imødekomme forskellige behov og skabe et miljø, hvor alle konferencedeltagere føler sig velkomne.

Hos Destination NORD arbejder vi strategisk med diversitet, ligeværd og inklusion (DEI) for at fremme tilgængelighed og inklusion i hele destinationen. Et konkret resultat af dette arbejde er vores fokus på Solsikkesnoren – et internationalt anerkendt symbol, der gør det muligt for personer med usynlige handicap at signalere behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.

Ved at informere om og anerkende Solsikkesnoren kan du som konferencevært være med til at skabe en mere inkluderende oplevelse for alle deltagere. Flere steder i Destination NORD, herunder Aalborg Lufthavn, udleveres snoren gratis, hvilket gør den let tilgængelig for gæster.

Mange medarbejdere i destinationen – fx på hoteller, venues og kultursteder – er allerede bekendte med snorens betydning og klar til at yde støtte og forståelse.

Ønsker du at gøre Solsikkesnoren til en del af din konference, hjælper vi gerne med information og inspiration.