Smykket i Hals
I maj 2004 blev den nye skulptur ”Smykket” - skabt af Bent Exner - opsat på Hals Havn. Den 12 meter høje skulptur er fremstillet i højglanspoleret rustfri stål, som fanger lyset på en enestående måde.
Den flotte skulptur forestiller en fingerring i overstørrelse og er placeret på havnen i Hals tæt ved færgelejet. Denne skulptur har dog ikke kun prydet byen med dens skønhed, men også vakt en mindre diskussion om, hvorvidt den kan betegnes som byens vartegn.
Vartegnet i Hals
Nogle borgere havde det synspunkt, at Hals jo i forvejen har Hvalkæberne på Torvet som vartegn. Andre mente at Hals Skanse og kanonerne måtte være byens vartegn. Derimod mente andre igen, at Hals Barre Fyr i virkeligheden burde være byens vartegn.
I sagens natur har alle jo ret. Hals er en by, der skiller sig ud fra mange andre byer, netop ved de mange miljøer og monumenter. Man kunne også nævne havnen, færgen, fjorden, ryghvirvlerne eller stranden.