©  Foto:

Kulturhuset Ellekær-Gård

Tæt ved motorvej E45 i idylliske omgivelser finder du den charmerende Ellekær-Gård, som tilbyder privat overnatning.

Ellekær-Gård ligger tæt ved Voergaard Slot, Voer Kirke, den gamle Dorf Møllegård, Dronninglund Slot og Dronninglund Storskov og er omgivet af skøn natur med et rigt vildt- og fugleliv.

Gør holdt på vejen ad E45 til Norge, Sverige eller resten af Skandinavien og få hvilet ud på Ellekær-Gård. Eller benyt Ellekær-Gård som base for ture rundt i det nordjyske.

Selvom Ellekær-Gård ligger ude på landet, er der kun 5 minutters kørsel til E45 og mindre end 30 minutters kørsel til Frederikshavn og Aalborg.

For vandrere og cyklister på den gamle hærvejsrute er Ellekær-Gård et oplagt overnatningssted, da der er mulighed for spisning, madpakker, afhentning og bagagetransport.

Om Ellekær-Gård

Ellekær-Gård har fem charmerende og fredfyldte værelser med udsigt udover de omkringliggende marker og det rige vildt- og fugleliv. Der er fælles toilet- og badefaciliteter, og for et mindre beløb er det muligt at benytte vaskemaskine og tørretumbler.

Selv siger de: "Vi er et lille pensionat, der lægger vægt på den personlige og hjemlige atmosfære. Vi kan ikke tilbyde den store luksus, men til gengæld et rart og venligt sted, hvor gæsterne får mulighed for at koble af i rolige omgivelser".

Oplevelser i området ved Ellekær-Gård

Nærmeste supermarked finder du i Flauenskjold (4 km), hvor der også er en frisør. Dronninglund (12 km) er en god lille handelsby med adskillige butikker, et par restauranter og et pizzaria. Voergaard renæssance slot med en af de fineste kunstsamlinger i Norden ligger 2 km fra gården, mens Sæby Strand og Asaa Strand med fuglereservat ligger ca. 20 minutters kørsel herfra. Muligheder for fritidsaktiviteter i nærheden omfatter kanoture på Voer Å, Middelalderdage på Voergaard Slot i uge 29, Dronninglund Golfklub og spadsereture i den fredede Sømose.

Regler på Ellekær-Gård Bed & Breakfast

Ellekær-Gård har åbent hele året. Bemærk venligst at der opkræves kontant betaling ved indtjekningen.

Indtjekning: 15.00-22.00

Udtjekning: 07.00-10.00

Afbestilling: Minimum 24 timers varsel ved afbestilling. I modsat fald skal der betales det fulde beløb.

Kæledyr: Kæledyr må ikke medbringes.

Betaling: Kontantbetaling ved indtjekning. Der tages ikke imod kreditkort.

Rygning: Der er røgfrit overalt i huset. Rygere henvises venligst til de udendørs arealer.

Gæsterne bedes venligst give Ellekær-Gård besked om forventet ankomsttidspunkt på forhånd. Gæster som forventer at ankomme efter kl. 22 bedes venligst give Ellekær-Gård besked herom på forhånd.

Priser

Overnatning:

Kr. 495 for 2 personer i dobbeltværelse

Kr. 330 for 1 person i dobbeltværelse.

Morgenmad:

Kr. 85 pr. person (forhåndsbestilles om muligt).

Sengelinned:

Sengetøj og håndklæder er inklusive i overnatningsprisen.

Ekstra:

Mulighed for selv at tilberede morgenmad samt mindre måltider i vore fællesfaciliteter.

Sådan finder du vej til Ellekær-Gård Bed & Breakfast

Tag afkørsel 14 mod Flauenskjold fra E45. Følg derefter skiltet til Voergård Slot. Drej til højre ad Pulsen mod Dorf. Første vej til højre er Trangetvej. Ellekær-Gård er den første gård på vejen, lige i svinget.