Sæby Havn

Sæby rundt til fods

Foto: Destination Nord

Sæby bobler af liv og stemning – og er oplagt at udforske til fods. Oplev byens brostensbelagte gader, børnevenlige strande, internationale skulpturer og lokalt kunsthåndværk. I Sæby finder du alt, hvad feriehjertet begærer. Her er vores forslag til en gåtur, der tager dig forbi det meste.

Sæby havn

Foto:Csaba Labancz

Start på havnen

Du starter i Sæby Havn, hvor du – akkompagneret af mågeskrig og bølgeskvulp – kan se den ikoniske skulptur "Fruen fra havet" på knap syv meter. Skulpturen er inspireret af Henrik Ibsens skuespil af samme navn, som han skrev i Sæby. Du kan også se den nye glasskulptur "Et hav af liv", der er skabt af den lokale kunstner Leni Bille. De 10 glaskugler i forskellige farver på jernsøjler skaber et magisk værk, der fanger lys, hav og himmel, så slå dig ned på kajen, og se farverne skifte i glasset.

Sæby kirke

Foto:Kjetil Løite

Fortsæt til kirken

I Sæby Kirke skal du læne hovedet tilbage, rette blikket mod loftet og nyde de enestående kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet, der fortæller historien om Jomfru Marias forældre. Kigger du godt efter på kirkens bænke, kan du også se ’middelaldergraffiti’, hvor uartige elever fra latinskolen i 1500-1800-tallet skar minder til eftertiden.

Mennesker slapper af udenfor en cafe i Sæby

Foto:Peter Jørgensen

Shopping i gågaden

Nu går din tur ned ad Algade, hvor du kan shoppe og se den lokale kunstverden udfolde sig. Her ligger indbydende butikker side om side med gallerier med billedkunst, glaskunst, keramik og meget mere. Vil du have et ferieminde med hjem fra Sæby, så er det her, du kan finde noget smukt til hjemmet eller til en, du holder af.

Børn der spiser is

Foto:Kjetil Løite

Pausetid

Så er det tid til at hvile benene et øjeblik. Er du sulten efter et godt måltid, så besøg den hyggelige Café Mathilde, hvor du kan få stillet den lille sult med snacks eller den store sult med en af deres velsmagende hjemmelavede burgere. Er du i stedet i humør til is, så få en gourmet-is fra Kastberg i den hyggelige baggård i Snedkergaarden Iscafé – husk at bestille deres hjemmelavede guf... mums!

Kystmuseet Sæby

Foto:Kystmuseet Sæby

Historisk besøg

Kystmuseet Sæby er i sig selv en smuk bygning, hvor hver mursten og træbjælke fortæller en historie. Du kan nøjes med at se på stedet udefra, men vi synes ikke, du skal snyde dig selv for et besøg indenfor. Det gamle bindingsværkshus inviterer nemlig både på en udstilling om Sæbys udvikling og på skiftende udstillinger og aktiviteter for børn, der f.eks. kan agere detektiver på historiejagt.

Sæby vandmølle

Foto:Csaba Labancz

Langs vandet

Frisk luft og en rislende Sæby Å – i naturen får vi alle pulsen helt ned. Langs åen følger du Fiskerstien fra øst mod vest og støder på Sæby Vandmølle, der er den hyggeligste gamle vandmølle i bindingsværk. Møllen blev opført første gang i 1600-tallet, men blev senere ødelagt af sandflugten. Den nuværende mølle blev opført i 1710. Åen er et yndet fiskested, og står du på broen ved møllen, kan du – hvis du er heldig – se fiskene hoppe op ad fisketrappen.

Frøken Madsens Spisehus

Foto:Destination NORD

Mad med udsigt

Sigt mod Frøken Madsens Spisehus i den hyggelige Pindborggade. Her kan du få bord ved sprossevinduerne og nyde udsigten lige ud til åen. Stedet emmer af nostalgi, og på menukortet kan du vælge mellem nogle af de bedste serveringer, Sæby har at byde på.

Til højre eller til venstre?

Nu er du retur på havnen, hvor din tur startede. Du kan enten slutte din gåtur nu, eller du kan vælge et af vores to forslag til en dejlig afslutning:

Stranden ved Sæby

Foto:Peter Jørgensen

Går du til venstre kan du krydse åen og fortsætte turen på Danmarks længste – og måske smukkeste – strandpromenade. Medbring en is fra kiosken eller en lækker takeaway-ret fra Bistro V, og slå dig ned i vandkanten. Du kan også blot fortsætte med at gå, for stranden strækker sig hele 3,5 km til Hedebo Strand Camping.
 

Børn på Sæby havn

Foto:Kjetil Løite

Går du til højre kan du efter kort tid sætte dig til bords på Jacobs Fiskerestaurant. Her kan du f.eks. dykke ned i den overdådige fiske- og skaldyrsbuffet, mens du nyder udsigten over vand, skulpturer og den levende havn.