Broendums Hotel, julen 2024

Langsigtet samarbejde bærer frugt: Nordjylland vil være Danmarks stærkeste juledestination

13.11.2025
Foto: Csaba Labancz

Et stærkt samarbejde mellem Destination NORD / Enjoy Nordjylland, lokale virksomheder, foreninger og ildsjæle i Skagen, Sæby, Frederikshavn og Aalborg skal skabe Danmarks stærkeste juledestination.

I Skagen, Sæby, Frederikshavn og Aalborg har overnatningssteder, attraktioner, museer, detail, foreninger mm. mobiliseret juleglæden helt siden januar for at sikre bundklang og slagkraft i de kampagner, der allerede nu er kørt ud på nærmarkederne for at tiltrække gæster i månederne op til jul – og samtidig brande Nordjylland som den oplagte destination for et juleophold.

Med færger fra Norge og Sverige, der lander lige i baghaven, er det for Destination NORD oplagt at tage denne strategiske position: 

- Vi gentager succesen med et stærkt samarbejde mellem hoteller, butikker, attraktioner og andre aktører i Sæby, Skagen, Frederikshavn og Aalborg – og i år med endnu større opbakning og flere involverede. Det fælles mål er at styrke vores position som juledestination og tiltrække flere gæster fra både Danmark og udlandet, forklarer Birgitte Christensen, forretningsudvikler hos Destination NORD.

Masser af jul på programmet

Der er både nyheder og gamle kendinge blandt årets events og juleoplevelser. Julekoncerter, særlige julemenuer, guidede ture med gløgg og småkager samt traditionsrige Luciaoptog er alt sammen med til at sætte rammen om en stemningsfuld optakt til julen i Nordjylland. 

Der er flere nyheder rundt omkring i landsdelen. Fx forvandles Skagen-bydelen Vinterby Østerby til et magisk juleunivers. En gåtur gennem området bliver et stemningsfuldt indblik i Skagens kulturarv – fra den historiske fiskerby og frem til i dag. Skagen Kunstmuseer holder juleværksted, hvor besøgende kan lave deres egen julekrans i samarbejde med en af museets kreative medarbejdere.

Men kendte klassikere gentages også i år. I Ålbæk afholdes det traditionelle udendørs julemarked i haven ved Aalbæk Gl. Kro & Badehotel. Det er et af regionens mest stemningsfulde udendørs julemarkeder og en anbefaling værdig. Også Knivholt Hovedgaard i Frederikshavn holder stort julemarked, ligesom det velkendte julemarked på Gammeltorv i Aalborg gentages, og Voergaard Slot pynter op sammen med Bjarne Als og holder stort julemarked. Børn og voksne kan også i år hygge på skøjtebanen på CW Obels Plads i Aalborg under åben himmel.  

Jul i Aalborg Zoo er en særlig aftenoplevelse med lysinstallationer og dekorationer. Som noget nyt i år kan man opleve Julemandens Landsby med hyggelige hytter og mekaniske overraskelser. Tropehuset forvandles til et sanseligt blomsterunivers, og på savannen folder årets helt store nyhed sig ud: en poetisk julefortælling ud i mørket, som skaber julestemning blandt de mange dyr.

Inspiration, information, åbningstider mv. findes alt sammen i det store jule-univers på EnjoyNordjylland.dk sammen med masser af inspiration til juleoplevelser i hele resten af Destination NORD.   

Markedsføres i Danmark, Norge og Sverige

Det hele markedsføres af Enjoy Nordjylland (Destination NORD) med udgangspunkt i det store online juleunivers via julekampagner i Danmark, Norge og Sverige i tæt samarbejde med VisitDenmark samt rederierne Color Line, Fjordline og Stena Line. 

- Vi i Skagen og på Brøndums Hotel er utroligt glade for den fælles indsats. Det er en stor styrke, at aktørerne på tværs står skulder ved skulder i fælles projekter og spiller hinanden gode, hvor Destination NORD med sin projektledelse og markedsføring skaber en mærkbar forskel, som bidrager til, at indsatsen lykkes, siger Emil Hauge, direktør på Brøndums Hotel i Skagen. - Det handler om kvalitet og et stærkt fællesskab i arbejdet med turismefremme. Vi kan tydeligt se, at denne tilgang tiltrækker flere gæster – gæster, som forhåbentlig mærker, at vi gør os umage, og som får lyst til at vende tilbage til Skagen igen og igen – hele året rundt.

Han bakkes op af Susanne Solskov, som er ansvarlig for presse, events og kommunikation i Aalborg Zoo:

- Det er jo et projekt, der har løbet over tre år, og der er mere sammenhængskraft i den måde, Aalborg opleves som juleby. Det kan vi mærke i den fælles markedsføring, når vi ser på data. Fx er vi blevet meget skarpere på, at julemarkedsføring starter langt tidligere, end vi gik og troede. Det giver mening med den måde, vores indsatser og Enjoy Nordjyllands nu er skruet sammen på, og vi har ændret vores mindset undervejs. Derudover er vi turismeaktører blevet bedre til at tage fat i hinanden og gøre noget sammen på kryds og tværs. Vedholdenhed betaler sig, det kan vi se på bundlinjen.

Marie Hammershøy Boye
For yderligere information, kontakt venligst:

Communication Manager

mhb@destination-nord.dk