Julepynt i Frederikshavns gågade

Julen bliver flottere end nogensinde

10.11.2023
Foto: Destination Nord

Julen i Nordjylland bliver vildere, flottere og sjovere end nogensinde takket være et stort samarbejde mellem turismeaktører i bl.a. Skagen, Frederikshavn og Aalborg.

I Skagen er der som noget nyt ”Jul i Saxilds Gaard” arrangeret af Skagens Kunstmuseer i samarbejde med bageriet Saxild, og resten af Skagen er der også julekoncerter, julefrokoster og særlige julemenuer, guidede ture med gløgg og småkager - og selvfølgelig er der også i år det store julemarked i Ålbæk, der åbner i dag.  

Frederikshavn markedsfører sig som ”Julebyen Frederikshavn”, og der er lagt i kakkelovnen til hyggelige arrangementer som julemarked ved Møllecentret, juleløb i midtbyen og selvfølgelig ”Open by Christmas” med særlige juletilbud og byens legendariske julebelysning, der tændes i dag. Som noget særligt i år vil gæster på byens hoteller fra den 10. november få et gratis juletræ fra Knivholt Hovedgård med hjem til jul, hvis de booker de særlige juleophold.

I Aalborg er det blevet til et regulært festfyrværkeri af juleoplevelser, både med kendte traditioner som julemarkedet på Gammeltorv, Jul i Zoo med tusinder af julelys og skøjtebane på CW Obels Plads. Men også Salling Rooftop byder ind på julehygge på toppen af det smukt oplyste stormagasin, der bliver guidede juleture i midtbyen med Aalborg Guideforening, og så har byens hoteller lagt sig i selen med juleophold, der skal gøre juleturisterne i Aalborg glade.

- Det har været vigtigt for os at bakke op om initiativet med at skabe flere juleoplevelser i Skagen sammen, fordi vi altid gerne vil ud af vores egen boble og samarbejde med andre aktører i byen. Både restauranter, hoteller, kulturhuse, museer, kirker og andre har været med, og det er vigtigt, at vi som lille by kan arbejde sammen om at møde vores udfordringer og udnytte vores potentialer. Vi har været nysgerrige på, hvordan vi selv kunne byde ind, men ser, at der er oprettet flere nye samarbejder på tværs, og det lover godt for at skabe blivende oplevelser, der kan gentages som juletraditioner i kommende år. Potentialet er der uden tvivl, siger Astrid Ørsnæs, arrangementsmedarbejder hos Skagens Kunstmuseer.

Hun suppleres af Birgitte Christensen fra Destination NORD, som har været koordinerende i at samle turismeaktørerne i den store juleindsats:

- Målet har været at samle turismevirksomheder som hoteller, butikker og attraktioner om at skabe nye juleoplevelser og bygge videre på det, vi allerede har at byde på. Vi har ønsket at skabe ”mere at komme efter” for turister, både fra Norge, Sverige og det øvrige Danmark. Det er ingen hemmelighed, at vi har savnet netop de skandinaviske gæster i sommeren i år, og vi håber, at de mange gode kræfter, der er lagt i at gøre julen 2023 til noget ekstra særligt, også trækker gæster til, så vi kan fylde flere hotelsenge og restaurantborde og booste omsætningen i månederne her op til jul.

Udover at skabe nye og forbedrede juleoplevelser går en vigtig del af juleindsatsen på en storstilet markedsføringsindsats i Norge og Sverige, som Destination NORD står for. Her er rederierne Color Line, Fjordline, Stena Line og DFDS, der transporterer mange af de norske og svenske gæster til Nordjylland, med til at sprede budskaberne om julehygge i det nordjyske.

- For netop nordmænd og svenskere står Nordjylland som den ultimative ”hygge-destination” og er et oplagt mål for en kort getaway med fokus på shopping, god mad og det gode liv. Derfor har vi en digital kampagne kørende i Norge, og i Sverige hjælper Stena Line med at få det gode materiale ud at leve på deres stærke kanaler, fortæller Sandra Kjær Enevoldsen, som er kampagneansvarlig i Destination NORD.

Udover de internationale kampagner er der lagt et meget stort arbejde i det online jule-univers på EnjoyNordjylland.dk og i oplevelses-app’en GoVisit. Endelig er gangbroen fra færger, der ankommer til Frederikshavn, pyntet med plakater, der inspirerer til juleoplevelser i området og leder gæsterne ind til mere information.

For Skagens vedkommende er der i hele den storstilede juleindsats lagt vægt på det unikke Skagen ved vintertid som kontrast til juli måned, hvor der er en helt anden ro og stemning med mulighed for de store naturoplevelser, nærvær, kulturoplevelser osv. I Frederikshavn er der lagt vægt på den venlige og imødekommende værtsby, den gammeldags julehygge og aktiviteter, der lægger op til interaktion med julens gæster i området. I Aalborg er der lagt vægt på byens kontraster og store diversitet i oplevelsesudbuddet, men særligt livet med de lokale, gastronomi, kultur, shopping og natteliv er i fokus.