Dorf Møllegård

Inspirationscase: Klogere med mørkets kræfter

8.10.2021
Foto: MOSS - Museum for Forsyning og Bæredygtighed

Husker man sine oplevelser bedre, hvis man er lidt bange? Kan det ufarlige gys være nyttig træning i at håndtere kriser som corona-pandemien? Og hvorfor opsøger vi egentlig gyset og forskrækkelsen? Det er nogle af spørgsmålene bag udstillingen ”Gys – væsner i mørket” på Dorf Møllegård. 

”Gys – væsner i mørket” er Museum for Forsyning og Bæredygtigheds (MOSS) aktuelle udstilling på Dorf Møllegård. Den er blevet til i samarbejde med Dystopia Entertainment og forsker og horror-ekspert Mathias Clasen fra Aarhus Universitet. 

Vores oprindelige tanke var, at det skulle være sådan en lidt hyggelig udstilling om fortidens mytiske væsner, folklore og folkeovertro. Men da vi begyndte at dykke ned i historierne om de væsner, som man især på landet i gamle dage nærede en stærk tro på, blev vi klar over, at det jo ikke bare var en samling røverhistorier. For folk, der levede på landet i gamle dage, var historierne forklaringer på fænomener i verden omkring dem og en vigtig del af deres begrebsverden, fortæller museumsinspektør Johanne Baggesen.

Johanne fra MOSS

Foto:Dorf Møllegaard

For en bondefamilie på landet i gamle dage var der mange farer forbundet med hverdagslivet, og blev man syg, kom til skade eller mistede sit hus eller sine dyr, var der ingen sygehuse, myndigheder eller forsikringsselskaber, der stod klar til at hjælpe. Derfor var det - i alle ordets betydninger - en mørkere tid. 

Store dele af året og døgnet henlå i komplet mørke med kun en enkelt, primitiv lyskilde i boligen. Uden elektrisk lys og gadebelysning var der mørkere på landet i gamle dage, end en moderne bybo formentlig nogensinde har oplevet. Og i mørket får frygten og overtroen nemt overtaget. 

Det er den forståelse, som Johanne Baggesen og hendes kolleger gerne vil give deres gæster med udstillingen. 

Gå ind i mørket

Bevæbnet med en elektrisk fakkel sendes man ind i komplet mørke og møder undervejs fortidens mystiske væsner som lindormen, åmanden, ellefolket, helhesten, gravsoen, heksen og nissen. Fra skjulte højttalere lyder der puslen, uhyggelig mumlen og ulvehyl. Det er ikke en udstilling for børn, understreger Johanne Baggesen, og enkelte voksne besøgende er da også vendt om igen. - Mørket gør noget ved os, og vi har villet vise, hvordan vi bliver påvirket af mørket. Ved at inddrage forskning i reaktionsmønstre på skræk og gys og bruge nogle kendte greb fra horror-genren kan vi skabe forskellige reaktioner hos gæsterne. Noget tyder på, at vi faktisk husker bedre, når vi har været lidt bange, og vi kan både lære noget om os selv og om fortiden, når vi mærker mørket på vores egen krop, siger hun. 

Interaktiv skærm ved Dorf Møllegaard

Foto:Dorf Møllegaard

Den sidste del af udstillingen trækker linjer frem til i dag. Her forsøger forsker Mathias Clasen via en interaktiv skærm at give de besøgende svar på spørgsmålet om, hvorfor gyset stadig tiltrækker os, og hvad vi kan bruge det til. Fx tyder moderne forskning på, at vi ved at opsøge gyset og skrækken i film, bøger osv. kan ”træne” os selv til sat håndtere kriser bedre, fordi gyserfans faktisk gennemsnitligt har oplevet mindre angst og bekymring under corona-pandemien. 

Udstillingen ”Gys – væsner i mørket” kan opleves på Dorf Møllegård frem til den 12. december 2021. Horror-forsker Mathias Clasen holder foredrag ”Hvorfor tiltrækkes vi af gyset?” på Vildmosemuseet i Brønderslev tirsdag den 12. oktober 2021. Læs mere på museummoss.dk