Familie i campingvogn

Hollandsk tv sender camping-program fra Skagen

15.12.2023
Foto: Kjetil Løite

For tredje år i træk har en nordjysk campingplads haft besøg af det hollandske tv-program Camp to Go, der sendes på den nationale tv-kanal RTL4 og har omkring 400.000 seere per udsendelse.

Tv-programmet, der netop er rullet over skærmen i de hollandske hjem, har produceret indslag fra Skiveren Camping og besøgt forskellige oplevelsessteder i Skagen og omegn – derudover er der i samarbejde med VisitDenmark lavet indslag fra yderligere tre danske destinationer.

Samarbejdet er kommet i stand gennem Destination NORD / Enjoy Nordjylland, som varetager den internationale markedsføring af Frederikshavn, Aalborg, Brønderslev og Læsø kommuner. Her er camping en af de største overnatningsformer, og destinationsselskabet ser i stigende grad mod det hollandske marked, som ikke er det største, men hvor camping-glæden til gengæld er stor.

Hollænderne er nemlig særdeles glade for at campere, og så holder de en længere skoleferie i maj, hvor der endnu ikke er så mange gæster fra andre lande. Det gør dem til en meget attraktiv målgruppe.

- At komme på landsdækkende tv er en unik mulighed og den rigtige måde at gribe markedet an. Programmet bliver tilmed produceret af KCI, som er en af de tunge spillere i branchen. Produktionen har været meget professionel, og det har været vigtigt for os at være med i maskinrummet og få indflydelse på, hvad programmet skulle indeholde. Så vi håber, at seerne tager godt imod, siger Birgitte Bak, som er PR og Partner Relations Manager hos Destination NORD / Enjoy Nordjylland.

Camp to Go har denne gang bl.a. besøgt Grenen, Skagens Kunstmuseer, Nordjyllands Kystmuseum, Den tilsandede Kirke, Brøndums Hotel, bunkerne på stranden og sejlet i kajak ved First Camp Grenen Strand og Skagen Sønderstrand.

Fakta om hollændernes camping-interesse

  • I Holland er der ca. 4 mio. aktive campister
  • Der er mere end 560.000 registrerede campingkøretøjer i Holland
  • Camping var i 2022 den største overnatningsform på det hollandske marked og har i 2022 vækstet med 37%

Kilde: VisitDenmark