
Derfor elsker turisterne Nordjylland
Destination NORD har sommeren 2025 haft turistværter på gaden i Aalborg, Sæby, Skagen og Frederikshavn. De har hjulpet gæster med vejvisning, spørgsmål og inspiration, og givet værdifuld indsigt i, hvad turisterne søger og oplever i destinationen.
De fire turistværter i byerne er blevet instruereret i at indsamle svar fra de turister, de er i kontakt med, og det har givet et spændende indblik i bl.a. rejsemotiver, rejseadfærd og ikke mindst turisternes oplevelse af de byer, som de besøger.
- Her bider jeg virkelig mærke i, at turisterne har så meget godt at sige om alle de steder, vi har samlet data ind. De oplever generelt byerne i vores destination som pæne og rene, lokalbefolkningen og personalet på de steder, der besøger, som venlige og imødekommende, og føler sig godt tilpas og taget imod på en behagelig måde. Det er en stor cadeau til frontpersonale og medarbejdere på overnatningssteder, attraktioner, spisesteder, i butikker osv., siger projektkoordinator Sabine Lyckegaard, som er ansvarlig for gæsteservice i Destination NORD.
Aalborg: Søde lokale og gode attraktioner
Som noget nyt har der i år været fast infospot på de travleste dage i den gamle telefonkiosk på Gabels Torv i Aalborg. Det har fungeret godt med den centrale og meget synlige placering, fortæller turistværterne.
- Gæster i Aalborg fortæller, at de oplever en venlig by med god stemning, hjælpsomme lokale og en rolig bypuls. De fremhæver attraktioner som byens mange street art værker, Aalborg Zoo, Vestre Fjordpark og KUNSTEN, og så er de meget tilfredse med, hvor nemt det er at bevæge sig rundt til fods, fortæller Sabine Lyckegaard. Af optimeringspunkter nævner turisterne i Aalborg, at de savner nemmere parkering og bedre vejvisning i bybilledet på andre sprog end dansk.
Turistværterne i Aalborg har i sommermånederne været i kontakt med flest danske gæster, men derudover også mange andre nationaliteter, herunder nordmænd, svenskere, tyskere og endda franskmænd og hollændere. I Aalborg er der en bred gæstesammensætning med både par, familier og større grupper, og de fleste adspurgte er på en større rundrejse, hvor de besøger flere andre steder i Nordjylland.
Kunst og kultur er et vigtigt rejsemotiv for gæster i Aalborg (det svarer 23 % ja til), og de betragter oftest besøget i byen som ét stop på en større tur.
Sæby: Stor tradition for genbesøg
Det er også tydeligt af rapporten fra turistværterne, at mange gæster i Sæby har en særlig tilknytning til byen og området, som de måske har besøgt som barn eller flere gange i løbet af livet. Der er mange genbesøg, og en del af de adspurgte gæster fortæller, at det ligefrem er en familietradition at besøge Sæby.
- Gæster i Sæby fortæller, at de oplever en positiv nærhed og atmosfære i byen, som er charmerende, hyggelig, fredelig og velholdt. De fremhæver bl.a. den gode sammenhæng mellem by, havn og strand, den venlige lokalbefolkning, gode spisesteder og den smukke natur – men alt i alt har vores gæster virkelig meget godt at sige om byen, som mange af dem har en følelsesmæssig tilknytning til, fortæller Sabine Lyckegaard.
Turistværterne i Sæby har i sommermånederne været i kontakt med flest danske gæster, dernæst tyske. De fleste var børnefamilier, og de fremhæver i deres svar, at de finder byen og området, særligt oplevelsesudbuddet, særdeles børnevenligt. De fleste bliver derfor i området under ferien.
De fleste bor på campingpladser (ca. 25 %) eller i sommerhuse (ca. 21 %). Men mange (11,5 %) kommer særligt til Sæby på sejlferie, og mange er i byen som stop i en større rundrejse.
Skagen: Modne, kunstinteresserede par på rundrejse
Mange gæster i Skagen har en særlig tilknytning til byen og området, som de ofte har besøgt flere gange. Der er også stor tradition for genbesøg.
- Gæster i Skagen fortæller, at de oplever en venlig modtagelse og lægger vægt på de gode restauranter med lokale råvarer og med fokus på kvalitet og smagsoplevelser, der trods høje forventninger ofte formår at overraske positivt. Skagens kulturarv, kunst og traditionsrige fortællinger er stadig vigtige for gæsterne, som oplever, at det giver byen en unik DNA og stedsfortælling. Det opleves selvfølgelig på museerne, men også i forskellige dele af byen, hvor man møder de lokale byggetraditioner, fortæller Sabine Lyckegaard.
Også by- og shopping-livet fremhæves særligt positivt, og byen opleves som intim med naturomgivelser i særklasse. Særligt mange nævner Grenen som en stor oplevelse, der også er nemt tilgængelig.
Turistværterne i Skagen har i sommermånederne været i kontakt med flest danske gæster, dernæst tyske. De fleste var par, 50+ og uden medrejsende børn. Flertallet fortæller, at de planlægger at besøge flere nordjyske byer og steder. 13 % er i Skagen for at opleve kunst og kultur.
De fleste bor i sommerhuse (ca. 32 %), men mange (25 %) bor også på hotel eller på campingpladser (20 %).
Frederikshavn: Events trækker gæster til
Mange (33 % af de adspurgte gæster) kommer til Frederikshavn for at deltage i en event.
- Men derudover fremhæver gæster i Frederikshavn især den nærværende natur og ”wow-oplevelser” som Palmestranden, Pikkerbakken, Quality Hotel The Reef og Bangsbo-området med bl.a. Bangsbo Fort som populære udflugtsmål. De sætter pris på, hvor nemt det er at orientere sig i byen, og så får vi virkelig god respons på legepladser, fx ved Bangsbo og Junglestien ved Palmestranden, fortæller Sabine Lyckegaard.
Turistværterne i Frederikshavn har i sommermånederne været i kontakt med flest danske gæster, dernæst norske og svenske. De fleste var børnefamilier, og de fremhæver i deres svar, at de finder byen og området, særligt oplevelsesudbuddet, særdeles børnevenligt. Næsten alle (91 %) bor på hoteller i byen, og mange er i byen som stop i en større rundrejse.

Project Coordinator

Communication Manager