Budolfi kirke i Aalborg

Aalborgs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad bliver en stærk udviklingsdynamo

27.5.2025
Foto: Lasse Bruhn / @koebenhavnsk

Skulle Aalborg blive valgt til Kulturhovedstad 2032, får det enorm betydning for byen, dens borgere og dens omgivelser, også – og måske især - fra et turismeperspektiv. Det mener formanden for Destination NORD, som lægger særlig vægt på, at optakten i form af selve kandidaturet alene er en slags ”superingrediens” i lokal turismeudvikling. 

Formand for bestyrelsen i Destination NORD, Karsten Madsen, lægger især vægt på, hvordan eventen allerede i optaktsfasen uundgåeligt vil blive en kraftfuld katalysator for udvikling, der kommer både borgere og besøgende til gode både på kort og langt sigt og vil skabe turismemæssige effekter, der også vil kunne måles i kroner og øre: 

- Ansøgningsprocessen alene bliver en øvelse i samarbejde, udvikling og igangsætning af initiativer, der hver for sig og til sammen skaber en masse ringe i vandet og til syvende og sidst munder ud i en skarpere fortælling, stor international promovering og en mangfoldighed af udviklingsinitiativer, der binder borgere og besøgende sammen, siger han. Det bliver borgere, virksomheder, frivillige grupper, foreninger mv. i hele kommunen og dens omegn, der i forening trækker i arbejdstøjet. Også vi er klar til at byde ind på alle de måder, vi kan, forsikrer formanden.

Det er set før, at rollen som Europæisk Kulturhovedstad kan kickstarte en bølge af udvikling, ikke kun mens eventen pågår, men også i årene før og efter, hvor der bliver skabt et momentum, som holder på den lange bane og bliver løftestang for en positiv spiral af udvikling. 

Senest var Aarhus i 2017 Europæisk Kulturhovedstad, og ifølge en større evalueringsrapport blev der skabt langsigtede økonomiske og kulturelle effekter. Bl.a. resulterede det i massive investeringer i kunst og kultur, et styrket image internationalt og en udviklingsstrategi, der siden har inspireret flere andre byer.

Det er også kendt, at de mange aktiviteter, der følger med et europæisk kulturhovedstadskandidatur, alene skaber turismemæssige effekter og samtidig styrker lokal stolthed og lokale fællesskaber. 

For yderligere information, kontakt venligst: 

Bestyrelsesformand Karsten Madsen på kma@70151000.dk eller tlf. 40 63 12 02