©  Foto:

Sæby Festival

Sæby Festival afholdes på slagteriet i Sæby den 30. august 2025, og lokationen er valgt med omhu, med det formål at skabe et positivt minde og vartegn, efter den over 100 år gamle institution lukkede ned forrige år. Byen og historien vil således danne rammen og være kulisse for en festival, som trækker tråde tilbage i tiden, og som samtidig er visionær og fremadskuende.

Sæby Festivals kerneværdier bygger på at tilbyde noget nyt, der samler og beriger, som bygger på Sæbys historie, hvor vi sammen kan skabe en ny fortælling om Sæby, som en by med et rigt kunst- og kulturliv.

Sæby Festivals vision er at udbrede kunsten fra lokalområdet, agere springbræt og give adgang til unge upcoming artister fra musikkens vækstlag, som gerne må være geografisk funderet i Nordjylland, men vi søger også efter andre artister med et modigt og originalt islæt, for at inspirere tilhørere og tilskuere.

Sæby Festival dyrker kunsten i et eksperimenterende, nyskabende og kreativt miljø med flydende grænser, hvor musik, lyrik og kunst smelter sammen i et nydelsesstimulerende refugium fra hverdagen, og vi prioriterer variation og en bred repræsentation, der velkommer mangfoldighed og innovation.