
Månedens Historie: Husmoder under besættelsen
Hør stærke, personlige fortællinger om hverdagen i Skagen under besættelsen, hvor byens kvinder bar ansvaret for hjem, børn og økonomi i en tid præget af mangel og usikkerhed.
Under den tyske besættelse 1940–45 krævede det både opfindsomhed og udholdenhed at få mad på bordet – i Skagen såvel som i resten af Danmark. Rationeringer og vareknaphed prægede hverdagen, og familierne måtte ofte spise det, der var til at få fat på. I Skagen betød det blandt andet måger, som der var rigeligt af.
Mens mange mænd var på havet i lange perioder, var det byens kvinder, der stod med ansvaret for hjemmet, børnene og familiens økonomi. Det var dem, der fik hverdagen til at fungere og sørgede for, at rationeringsmærkerne rakte måneden ud – i en tid præget af frygt, usikkerhed og en by fyldt med tyske soldater.
I april måned fortælles historien om husmoren under besættelsen i Skagen gennem lokale kvinders egne livsberetninger. Kvinder, som selv oplevede de fem mørke år, deler deres minder og erfaringer fra en svær, men også handlekraftig tid.
Velkommen til månedens historie.
Arrangementet er for museets betalende gæster.