Det sker i april

Foto: Visit Nordjylland

Velkommen til april - endnu en måned fyldt med en masse begivenheder og arrangementer. Uanset om du er til kultur, outdoor eventyr, børnevenlige aktiviteter eller gastronomiske oplevelser, så byder april på noget for enhver smag og interesse. Så kom ud og nyd alt, denne skønne måned har

Kunst og Kultur Gif

Byvandring i Aalborg Vestby: Folk og fabrikker – med besøg på Spritten ( 3., 10. & 17. april 2024) Som noget helt nyt lancerer Aalborg Historiske Museum i tæt samarbejde med Kunsthal Spritten en særlig byvandring i Aalborg Vestby med fokus på bydelens gamle fabrikker og mange arbejdere. En byvandring, der slutter indenfor på en af Aalborgs gamle og mest kendte fabrikker: Spritten. Arrangør: Aalborg Historiske Museum. 

Foredrag: Lindholm Høje – hvor oldtiden blev til middelalder (3. april 2024) Til foredraget får du et indblik i de mange forskellige slags grave, der fandtes ved udgravningen i 1950’erne. Lindholm Høje er også fortællingen om menneskerne, der boede på højene, og om hvordan den forhistoriske oldtid blev til den tidlige middelalder i vores landskab. Foredraget fortæller desuden om, hvordan Lindholm Høje opstod som det moderne fortidsminde, det er i dag. Sted: Aalborg Historiske Museum.

Aalborg Street Walkers (4.april 2024) Få et autentisk indblik I, hvad der sker i ”Byens skygger”, når livet leves på gaden. Du går på en guidet tur med Walkeren, Carsten, der fortæller sin personlige historie med misbrug, svigt og vold, alt det man ikke kan se med det blotte øje. Sted: Cafe Parasollen, Aalborg.

Premiere: Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag (4.-13. april 2024) Jytte fra marketing er desværre gået for i dag stiller skarpt på alle de udfordringer, der opstår, når det uperfekte menneske forventes at have den perfekte adfærd. Hvorfor er det så svært for os at følge gode argumenter, planer og sund fornuft? Hvorfor falder vi i gang på gang? Her er både plads til latter og eftertanke. Sted: Aalborg Teater.

Besøg på 1. sal i Anchers Hus ( ti, fr & sø hele april 2024) Kom på et helt særligt besøg i familien Anchers soveværelser i selskab med museets kunstformidler. Sted: Skagens Kunstmuseum, Anchers Hus.

Månedens historie- Flugten til Sverige fra Vendsyssel (6., 9., 20. & 23. april 2024) Til månedens historie i april kan du høre om de dramatiske flugtruter fra Sæby og Strandby, hvor modstandsfolk og piloter blev smuglet til Sverige om bord på fiskekuttere. Sted: Kystmuseet Bangsbo, Frederikshavn.

Foredragsaften- Quindfolk i Skagen (16. april. 2024) Hans Nielsen, giver en fascinerende fortælling om nogle af de seje kvinder der har været i Skagen gennem historien. I Skagens løse sand har kvinderne altid stået fast. Det var dem, der kittede det hele sammen, fødte børnene, opdrog og passede dem, de mugede ud og sørgede for, at maden stod på bordet på klokkeslæt – samtidig med at de gjorde sig uundværlige i fiskerlejet, når fangsten skulle behandles og garnene renses. Sted: Kysmuseet Skagen.

Guidet tur- Krigsgravene i Frederikshavn (27. april 2024) Under Danmarks besættelse 1940-45 anlagde den tyske besættelsesmagt en krigskirkegård på et åbent areal i den nordlige udkant af Frederikshavn Kirkegård. Krigskirkegården blev et hvilested for 1529 af 2. verdenskrigs ofre. Kom med på en spændende guidet tur, hvor museumsformidler Kenneth Kristensen fortæller om Krigsgravene i Frederikshavn. Sted: Bangsbo Fort, Frederikshavn.

Video games in symphony ( 20.april 2024)Symfonisk koncert i Aalborg med temaer fra spillenes verden er en magisk oplevelse for både spil- og filmelskere”. Sådan skrev filmmagasinet Ekko i en femstjernet anmeldelse i 2019, da Musikkens Hus for anden gang præsenterede Video Games in Symphony. Værten er Elias Eliot- kendt fra podcasten Han Duo. Han vil styre sikkert igennem aftenene, præsentere musikken og øse af sin store viden om spillene. Sted: Musikkens Hus, Aalborg.

Klog på kunsten: Michael Kvium- mød dit indre monster ( 11. & 25 april 2024) Michael Kvium er én af landets mest populære kunstnere, selvom mange betakker sig for at have hans værker derhjemme i tv-hyggestuen. Hans værker får os til at gyse, grine, gruble og græde – og så drager de os på en helt særlig måde. I denne omgang Klog på Kunsten vil vores dygtige kunstformidler Marianne Trenskow gøre dig klogere på Michael Kvium.  Sted: Kunsten, Aalborg.

Vin og viden: Indvandring – retorisk slagmark og inkluderende byer (16. april 2024) Nyd et glas vin, imens du bliver klogere på verden og den nyeste forskning. Denne aften skal du høre to eksperter fortælle om indvandring. Om hvorfor emnet er så betændt, og hvad byerne kan gøre for bedre migrationsprocesser. Sted: Kunsten, Aalborg.

Kunst-Lab- Værksted for alle (Hver søndag) Hver søndag inviteres du ind i vores kreative værksted, Kunst-Lab, hvor du kan arbejde med forskellige materialer og deltage i små, kunstneriske eksperimenter. Sted: Kunsten Museum of Moderen Art, Aalborg. 

Børneoplevelser Gif

Utzon Univers: Workshop med Lego, Minecraft og virtual reality (hver weekend) Kom og byg som Jørn Utzon i LEGO og Minecraft. Og oplev dit fantastiske byggeri med VR-briller på. Sted: Utzon Center, Aalborg. 

Hvis jeg var en hund (3. april -7. april 2024) Kom og se en humoristisk teaterforestilling for børn. Leonard er så bange for hunde, at han til sidst selv ønsker, at blive en stor, stærk hund. En ønskefe dukker op og forvandler ham til en Golden Retriever. Til sin skuffelse opdager Leonard, at store stærke hunde også kan blive bange. Sted: Teater Nordkraft.

Dyrene i Hakkebakkeskoven (5. & 6. april 2024) Dyrene i Hakkebakkeskoven handler om nogle af livets største temaer: at holde sammen, passe på hinanden og se styrken i vores forskelligheder. Men selvom temaerne er store, er Pelle Koppels opsætning legende let, humoristisk og fuld af små musikalske mesterværker. Sted: Kappelborg, Skagen.

GNIST (15. april 2024) For børn i alderen ½ -3 år. GNIST er en sanselig forestilling for de allermindste om hjernen, når den folder sig ud med al sin magi. Sted: Sæby Kulturhus.

Kreativ barsel med Sabinasverden (2. april 2024 kl. 10:00-12:00) Sy din egen Ole Lukøje uro i filt. Skal der ske noget lidt andet i din barselsboble? Trænger du til at komme ud og hygge dig sammen med andre, der måske også lider lidt af ammehjerne? Kan du lide at være kreativ, eller ønsker du at blive lidt bedre til det? Så kom til Kreativ barsel i Salling én gang om måneden med din baby, veninde, mødregruppe eller alene. Sted: Salling, Aalborg. 

Kom til Bullers Fødselsdag (06. april 2024) Buller har fødselsdag, og det vil glæde ham meget at se dig i Aalborg Storcenter til en brag af en fødselsdagsfest sammen med hans mange søde maskotvenner. Der vil være 50 meter gratis kagemand og slikposer til alle børn. Sted: Aalborg Storcenter.

Foto:Per Bille

Gastro Gif

Påskeanretning ( 1. April 2024) Kom ud til os i skoven og nyd den sidste påskedag med en skøn klassisk påskeanretning til frokost. Læn dig tilbage og nyd en påskebryg, en lille snaps og et stykke med sild sammen med dem, du holder af. Sted: Møllehuset, Frederikshavn.

Vinfestival (13. april 2024) Kom til vinsmagning i hjertet af Aalborg og smag på mange forskellige vine og delikatesser, som alle primært kommer fra producenter og importører fra Nordjylland. Sted: Idrætshallen Østre Allé, Aalborg.

Hapser walk (2., 16. & 30. april 2024) Essens Gaarden er et fantastisk sted hele året. Turen går rundt på gården, ude og inde, oppe og nede, hvor I kan spise hapsere i massevis for 425 kr. Prisen er inkl. drikkevarer. StedEssens Gaarden.

Vinsmagning- Bourgogne (20. april 2024) Velkommen til årets første vinsmagning med fokus på det legendariske Bourgogne i Frankrig. Her præsenteres 5 vine fra det største økologisk certificerede Domaine De La Vougeraie i Côte d’Or. Salgsdirektør Frans Fossing fra Philipson Wine vil guide os gennem smagningen med små anekdoter om huset og regionen. Køkkenchef Mikkel Heuck har skabt en 4-retters menu inspireret af Bourgogne og årstiden. Sted: Brøndums Hotel.

Social dining på JØRN ( hver torsdag aften) Du får syv serveringer og en tre retters menu i særklasse. Med Aalborgs bedste udsigt til livet på fjorden. Hver torsdag har restaurant JØRN social dining fra klokken 17. Sted: Restaurant Jørn, Aalborg.

Foto:Essens Gaarden

Outdoor Gif

Krible krable dyr med naturvejleder Mikkel Rødvig (6. april 2024) En dag i biodiversitetens tegn, hvor man kommer ud i naturen sammen med naturvejleder for at finde krible krable dyr, som kommer frem i takt med foråret. Sted: Svenstrup Bibliotek.

Sæsonstart i Aalborg Cable Park ( 6. april 2024) Traditionen tro åbnes de tunge containerdøre og der tændes for strømmen til kablerne i Aalborg Cable Park, første weekend i April. Der er gratis prøveture hele dagen til alle som dukker op på denne fantastiske dag! Ingen tilmelding nødvendig Du behøver ikke eget udstyr. Du kan nemlig låne det hele: våddragt, redningsvest, hjelm og board - ganske gratis. Det eneste du skal medbringe er et håndklæde. Måske også noget badetøj. Er du mere til SUP (paddleboard) har vi også 20 af dem, som du må komme og bruge. Selvom kalenderen siger forår, kan det føles som om du har svømmet rundt i en kæmpe slush ice maskine, når du kommer op af vandet. Derfor er den herlige sauna tændt hele dagen, med udsigt over vandet. Sted: Aalborg Cable Park. 

Limfjordløbet (20. april 2024) Et løb langs det den naturskønne Limfjord. Der er diverse distancer, og der er plads til hele familien. Startpunkt: Skovvejs Auto, Nørresundby.

Navigator Læsø (27. april 2024) Her kommer du på ægte eventyr rundt på fantastiske Læsø. Eventet er for løbere, orienteringsløbere, ultraløbere, adventurefolket, spejdere – alle som elsker at finde vej, få naturoplevelser, motion og nyder en venskabelig kappestrid. Start & mål: Læsø Guesthouse.

Sanketur i Aalborg ( 28. april 2024) Har du mon opdaget alle de spiselige planter på engen, hegnet og skovens planter? Det kan professionelle sanker og vild mad eksperter Thomas Askov og Nina Christensen vise dig og hjælpe dig med at genkende, smage på dem og få fif med hjem til hvordan du kan bruge dem i køkkenet. Sted: Østerådalen, Aalborg.

Ridetur i Nordjylland (13., 20., 26., 27. &28. april 2024*) Fårup Sommerland tilbyder rideture i Nordjylland på alle niveauer. Kom med på en skøn ridetur gennem skoven, naturen og terrænet omkring Fårup. Det er på islandske heste, som er rolige, pålidelige og vant til børn, så der er garanti for en sjov oplevelse. Sted: Fårup Sommerland.

Foto:Fårup Sommerland