Seks nordjyske byer på Kattegatkysten – Hals, Hou, Asaa, Sæby, Strandby og Ålbæk – har meldt sig på banen som værtsbyer for sommerens SUP- og Vandfestival, som finder sted i august. Festivalen så dagens lys for første gang i 2022, og det var så stort et tilløbsstykke, at aktørerne bag har valgt at gentage succesen.
- Det er skønt, at vi kan samarbejde på tværs af havnene på Nordjyllands østkyst og være fælles om at skabe liv og aktivitet ved og på vandet, som er for alle, både lokale og turister. Nu har vi erfaring fra tidligere år, og derfor har vi meget positive forventninger til sommerens SUP- og Vandfestival, som vi håber vil tiltrække både rutinerede ”SUP’ere” og nysgerrige, siger Grete Skalkam, SUP-instruktør og indehaver af Lodsens Datter i Hals. Hun har selv stor glæde ved at lære fra sig og tage både børn og nybegyndere med ud på SUP.
Festivalen er for alle
SUP står for ”Stand Up Paddle Boarding” og er en afart af surfing, men i stedet for at sidde på boardet og vente på en bølge, står man op og bruger en paddle til at komme frem. I de seneste år er SUP stormet frem som en sjov og tilgængelig vandsport for hele familien, og det rolige vand på Østkysten er særligt velegnet til sporten.
SUP- og Vandfestivaldagen er fyldt med aktiviteter og konkurrencer for alle niveauer fra begynder til øvet og for store og små. Programmet spænder derfor vidt. Med variationer i de enkelte havnebyer kan man fx i Hals den 10. august opleve vandtrampolin, besøg fra brandvæsenet og kaffevogn hele dagen. I Asaa den 24. august er der også mulighed for at prøve kajakroning, og der organiseres SUP-konkurrence. I Strandby den 3. august er der grillhygge og musikalsk underholdning.
De fulde programmer kan ses på EnjoyNordjylland.dk.

