Jørn

Destination NORD styrker samarbejdet om gæsteservice

29.4.2025
Foto: Frame & Work

Nyt netværk skal samle aktører på tværs af byer og brancher. 

Hvordan sikrer vi, at gæsterne i Destination NORD bliver mødt med smil, viden og værdifulde oplevelser – uanset om de overnatter på en campingplads, besøger et museum eller spørger om vej i receptionen? Det er netop udgangspunktet for et nyt gæsteservicenetværk, som Destination NORD nu etablerer i samarbejde med turismeaktører i området.

Bag initiativet står ønsket om at skabe stærkere bånd mellem de mange aktører, som hver dag har kontakt med turister – hvad enten det er i receptionen på et hotel, ved skranken på et museum eller i kiosken på en campingplads. Netværket skal give plads til at dele erfaringer, drøfte konkrete udfordringer og finde fælles løsninger, der skaber værdi både for gæsterne og erhvervet.

Netværket skal også danne fundament for øget krydssalg og mersalg mellem aktørerne i området. Når gæsteservicen er nærværende og kvalificeret, styrker det både gæstens samlede oplevelse og lysten til at udforske mere. 

”De lokale anbefalinger vægter højt hos turisterne, og derfor er det afgørende, at frontpersonalet er godt klædt på til at guide og inspirere. Det handler ikke kun om at give en god ferie – men om at sikre, at gæsten føler, der stadig er mere at komme tilbage til,” siger Sabine Lyckegaard, Projektkoordinator hos Destination NORD.

Første netværksmøde afholdes fredag den 16. maj – kl. 9.00 til 11.00 på Kystmuseet Bangsbo i Frederikshavn og kl. 13.00 til 15.00 på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Aktører fra hele Destination NORDs område er inviteret.

Tilmelding til mødet i Frederikshavn her.

Tilmelding til mødet i Aalborg her.

Sabine Lyckegaard
For yderligere information

Project Coordinator

sbl@destination-nord.dk