Aalborg Karneval på Limfjordsbroen

Debatindlæg: Må der ikke være fest i Gaden?

30.3.2023
Forfatter: Tonny Skovsted Thorup
Foto: Rafael Zajac/ Aalborg Karneval

Jomfru Ane Gade er vist et godt bud på én af de mest kendte gader i Danmark. Byens restaurationsgade har en lang historie og er måske det, som allerflest forbinder med Aalborg.

Men selvom gaden er et af byens stærkeste brands, har den ikke desto mindre været renset fra byens markedsføring i over 10 år – giver det mening?

Jomfru Ane Gade har ligget der med sit nuværende navn siden 1500-tallet og er lidt paradoksalt opkaldt efter jomfru Ane Madsdatter Viffert, som var tidligere nonne og fra de kanter. I de første 200 år var det primært købmænd, der boede i gaden, hvilket også kan ses på mange af de flotte gamle huse – hvis man kigger lidt op. Gaden fik sin første spiritusbevilling i 1967, da diskotek Gaslight åbnede. Senere blev gaden lukket for trafik og fyldt med værtshuse, klubber og restaurationer, som vi kender den i dag.

Lokale kalder den bare ”Gaden”. Den er elsket og hadet. Mange har fået deres første øl der, mange har måske også oplevet, at det var der, de første gang fik lidt for mange øl. For mange turister er den et must-see, uanset om man er norsk gæst på weekendvisit eller er her i forretningsmæssigt øjemed. Vi oplever f.eks., at det for mange konferencegæster til KL-møder er en helt, helt fast tradition at få en øl i Jomfru Ane Gade… ja, og tak for det.

Aalborg har ændret sig helt enormt fra gammel (og slidt) arbejderby til en moderne og ung vidensby. I den transformation er fortællingen og fænomenet Jomfru Ane Gade nok blevet ”hældt af brættet”. Der har også været både uheldige og meget ulykkelige hændelser og endda dødsfald i Jomfru Ane Gade, som desværre også sker, når mange mennesker mødes. Så gadens brand har også været både slidt og dårligt i lange perioder.

I øjeblikket sidder vi hos Destination NORD og dykker ned i spørgsmålet ”Hvad er Aalborgs DNA?” med en række af byens nøglepersoner. For hvad er Aalborg egentlig blevet til i den transformation, vi har været igennem? Hvad er det nu for en slags by, og hvordan skal vi markedsføre den turistmæssigt? Aalborg kan mange ting. Det er blevet en ung og moderne by, en kulturby, en kongresby, en by med masser af natur og fjord…. Men det er også en by, der rummer en gade, som de fleste kender. Jomfru Ane Gade er en del af os, en del af vores historie. Det skal vi tage til os og omfavne – på godt og ondt.

Også hos folkene bag Jomfru Ane Gade er der nye ambitioner. Ambitioner om at bringe ”Gaden” tilbage til fordums styrke og mangfoldighed. Hvor der ikke kun er barer og værtshuse med billige drinks. Nye koncepter åbner med kvalitet – og med ambitioner om at skabe en gade, der også lever i løbet af dagen og ikke kun om natten. Der er oprettet et Safe House, hvor unge kan søge ly og tryghed, hvis de er kommet i uføre eller er utrygge. Det er nye tider i Jomfru Ane Gade.

Flere steder i Danmark er der lignende diskussioner. Er der for meget støj? Hvorfor skal der være fest i gaden? Er det den form for turisme, vi vil have? Diskussionen løber bl.a. i Skagen – meget omkring turismen i uge 29. Den foregår også i København på meget forskellige niveauer. Disse diskussioner foregår i meget forskellige kontekster, men vi har også brug for, at det er reelle dialoger, som også omfavner, at folk gerne vil mødes, feste, underholdes og more sig. Det gør vi jo selv, når vi er turister andre steder.

Én gang om året samles op imod 100.000 deltagere i gaderne til Aalborg Karneval. Aalborgensere, nordjyder, tidligere (og kommende) studerende og deres kammerater søger mod Nordeuropas største karneval, som har eksisteret siden 1983. Byen er fyldt med fest og farver og gæster, der kommer for at se på den enorme event. Karnevallet skaber massiv opmærksomhed, høj omsætning og er for mange det første møde med Aalborg - så det virker også som tiltrækning til f.eks. Aalborg Universitet. Indrømmet, det er en dårlig detailhandelsdag. Der er simpelthen for mange mennesker i byen til, at man kan komme til i butikkerne.

Karnevallet er som Jomfru Ane Gade elsket og hadet, men der er dog en større og større lokal og politisk opbakning til Aalborg Karneval. Karnevallet kan mange ting har og har flere funktioner i byen og derfor også en berettigelse som bidrag til byens brand. Det samme med Jomfru Ane Gade.

Tilbage til spørgsmålet: ”Må der være fest i gaden?”. Mennesker er sociale dyr. Vi vil mødes og hygge os. Festen skal ikke være uhæmmet, men den har sin berettigelse, uanset hvor vi er i Danmark. Festen er i al fald velkommen i Aalborg, og fremover vil vi også bruge den i vores markedsføring i stedet for at gemme den væk.

Tonny Thorup
Skrevet af

Adm. Direktør/CEO

tonny@destination-nord.dk

Direkte: