Islandske heste på Læsø

Rideture på islandske heste

Foto: Vesterbrofotograferne

Hop i sadlen og oplev Læsø fra hesteryg. Glæd dig til at komme tættere på naturen, når hesten med gyngende bevægelser tager dig med på eventyr.

At opleve naturen fra en hesteryg – eller en hestevogn – er en helt unik oplevelse, og på Læsø har du rig mulighed for at komme ud og opleve den store og uberørte natur med hest. Og særligt islandske heste er populære på Læsø, så uanset om du er en erfaren rytter eller helt nybegynder, er den venlige islandske hest et godt valg, når du skal ud og opleve øen på hesteryg. Har du prøvet den særlige gangart tølt? Ellers har du mulighed her.

Flere steder på Læsø finder du særlige ridestier, eksempelvis på Rønnerne, og holder du dig til skovstierne, er skovens dyr vant til, at der passerer heste og ryttere. 

Drømmer du om at ride i strakt galop langs stranden, kan det også lade sig gøre flere steder – ikke mindst i vintermånederne – og flere steder tilbydes hestevognsture, så hele familien kan komme rundt og opleve øen sammen.