Aalborg set fra oven
Aalborg Tårnet er byens varetegn - flotteste udsigtspunkt med 360 graders panoramaudsigt.
Når I skal op i Aalborg Tårnet, ringer I på klokken ved foden af tårnet, hvorefter elevatoren sendes ned. I stiger ind i Nordens højeste udvendige elevator, og turen op er en oplevelse i sig selv, når I langsomt kører op over trækronerne, og en fantastisk udsigt folder sig ud. Først over byens tage og Aalborgs museum for moderne kunst, KUNSTEN, der er tegnet af den verdensberømte finske arkitekt Alvar Alto. Når I kommer til tops, ser I Limfjorden, der snor sig, Aalborg Lufthavn, den lille ø Egholm - og hvis vejret er klart - det meste af Nordjylland.
Aalborg Tårnet er tegnet af arkitekt Carlo Odgård og konstrueret på Aalborg Værft af civilingeniør Svend Rønnow i 1933, hvor tårnet blev rejst som varetegn for kunstudstillingen, Nordjysk Udstilling. Aalborg Tårnet var tiltænkt som et midlertidigt monument, der skulle rives ned efter kunstudstillingen, men da det var for dyrt at rive tårnet ned, købte Det Broderlige Skydeselskab tårnet for kun 5.000 kr. I dag er Aalborg Tårnet et stolt og smukt varetegn for Aalborg.
Tårnet er placeret på den 50 meter høje bakke "Skovbakken", og tårnets egen højde er på 55 meter. Dermed kommer I op i 105 meter over havet.
På toppen kan I nyde et let måltid. Eksempelvis tilbyder cafeen et dejligt stjerneskud med et glas af husets vin eller kaffe/the og dagens kage. Forplejning aftales efter egne ønsker.
Book oplevelsen
Kontakt Helle Abildgaard på tlf: 98 77 05 11 eller mobil: 20 65 75 71, og få en snak om, hvad lige præcis jeres gruppe ønsker sig.
Praktisk
Deltagerantal
Der er siddepladser til 66 personer ad gangen.
Adresse
Søndre Skovvej 30
9000 Aalborg
Yderligere inspiration
Har du brug for yderligere inspiration til sammensætningen af en spændende tur, hjælper vi gerne. Kontakt os på info@destination-nord.dk eller 99317500