Enjoy Nordjylland

Sommer i Kilden

Kildeparken vil i juni og juli danne rammen om et væld af aktiviteter. Glæd dig til EM i fodbold på storskærm, comedy, teater, musik, legeaktiviteter, familiearrangementer og meget mere!

Sommeren 2021 i juni og juli bliver et væld af forskellige aktiviteter i Kildeparken, samlet under konceptet Sommer i Kilden.

Aalborg Karneval og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) har endnu engang fundet sammen om at skabe nye oplevelser i Kildeparken med afsæt i de oplevelsespenge, begge har modtaget fra aktiveringspuljen for kulturlivet i Aalborg Kommune.

Det oplevelsesrige overflødighedshorn vil blive søsat senere, men allerede nu kan de to arrangører afsløre, at der fra 31. maj i et aflukket område af Kildeparken ud for AKKC, bliver hygget med bar og oplevelser til f.eks. Danmarks tre indledende EM-kampe den 12., 17. og 21. juni, hvor en storskærm og en fodboldfest venter.

Udover dét, vil der blive budt på en lang række forskellige musikalske oplevelser fra Aalborgs mange spændende musikalske miljøer. Koncerterne bliver arrangeret i et samarbejde med KORMA (Kompetencenter for Rytmisk Musik i Aalborg)

Sommer i Kilden stopper slet ikke dér, for der vil også blive budt på genrer som comedy og teater, ligesom området i formiddagstimerne vil blive omdannet til Leg i Kilden, hvor der vil være et lege- og aktivitetsområde for de mindre børn.

Se programmet for Sommer i Kilden, og følg med i hvad der sker dag for dag og køb billetter til de arrangementer, som ikke er gratis for publikum.